Trafikken blev ramt, da stormen Nora passerede hen over Danmark. Lørdag middag er stormen afblæst.

Nora blev mildere end ventet: Sådan påvirkede stormen Danmark

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Stormen Nora er nået til Danmark. Fredag eftermiddag ramte de første vindstød af stormstyrke Danmark, men også i løbet af lørdagen vil især den østlige del af landet blive blæst godt igennem.

Politiken har samlet et overblik over, hvordan stormen har påvirket landet, og nedenfor kan du se, hvordan den udviklede sig.

Tog

  • DSB Regional- og Intercity tog er indstillet fra fredag aften klokken 21 frem til lørdag formiddag klokken 12. Togene forventes dog at køre efter planen i Nordjylland og dele af Midtjylland. Lørdag morgen lyder meldingen fra DSB, at de første tog kører fra Københavns Hovedbanegård klokken 12.07.
  • S-tog kører med nedsat hastighed fra klokken 21 fredag aften til klokken 10 lørdag formiddag. Der kan derfor forekomme længere rejsetid.
  • Arrivas tog i Syddanmark er indstillet fredag klokken 21 til lørdag klokken 12. Det gælder strækningen Esbjerg-Tønder-Niebüll og Odense-Svendborg.
  • Movia oplyser i en pressemeddelelse, at driften på Lollandsbanen, Østbanen og Tølløsebanen indstilles fra fredag klokken 21 til lørdag klokken 11. På de resterende strækninger med lokaltog bliver der kørt som normalt, men med nedsat hastighed, hvilket kan give forsinkelser.
  • Togtrafikken for lokalbaner på Sjælland er indstillet lørdag formiddag indtil klokken 11.00. Der sker, fordi at banerne skal gennemkøres med troljer og eventuelle væltede træer skal fjernes fra sporet, skriver lokaltog.dk.

Færger

  • Scandlines aflyste en række afgange fra Gedser og Rostock fredag aften og nat. Den ordinære sejlplan forventes at blive genoptaget lørdag klokken 13.30. Tidligere forlød det, at det ville ske klokken 11.15.
  • ForSea, som sejler mellem Helsingør og Helsingbor, sejler efter planen.
  • Bornholmslinjen indstillede den sene dobbeltur fredag, som plejer at afgå 18.30 fra Rønne samt afgang klokken 20.30 fra Ystad. I stedet bliver afgangen fra Rønne klokken 16:00 med ankomst i Ystad 18.45: Afgang fra Ystad bliver klokken 19:30 med ankomst i Rønne klokken 22.
  • Samsølinjen, Molslinjen, Alslinjen, Langelandslinjen og Fanølinjen sejler alle efter planen.
  • Ærøfærgerne har aflyst færgeafgangen fra Ærøskøbing klokken 20.35 og Svendborg klokken 20.05 fredag aften. Lørdag morgen er afgangen fra Ærøskøbing klokken 05.35 og afgangen fra Svendborg klokken 07:05 aflyst.

Broer

  • Vindfølsomme køretøjer havde forbud mod at passere Storebæltsbroen frem til lørdag morgen klokken 8.00. Sund og Bælt oplyser lørdag morgen, at forbuddet er blevet ophævet klokken 7.56.
  • På Øresundsbroen blev al kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådet frem til lørdag morgen. Klokken 9,30 var meldingen dog, at der nu er åbent for normal trafik på broen.
  • På Farøbroen er det igen muligt at passere for vindfølsomme køretøjer.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her