Artiklen er opdateret klokken 19.00
Politiet har onsdag eftermiddag og aften været talstærkt til stede i Struer, efter at en mand har truet en kvinde på livet.
Først på aftenen er aktionen koncentreret omkring lystbådehavnen, hvor den mistænkte mand opholder sig på en båd.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
I forbindelse med anholdelsesaktionen har politiet valgt at evakuere restaurant Ved Fjorden ved lystbådehavnen.
»Vi forventer ikke at skulle evakuere yderligere«, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
I første omgang rykkede politiet talstærkt ud til nærpolitistationen, der ligger midt i byen. Derfra er aktionen rykket til lystbådehavnen.
»Den del af aktionen, der vedrører området omkring Struer nærpolitistation, er nu afsluttet«, lyder det fra politiet kort før klokken 18.00.
Kvinden kontaktede tidligere onsdag politiet og anmeldte, at hun var blevet udsat for trusler på livet. Hun er ifølge politiet uden for fare.
»Vi er klar over, at det kan se voldsomt ud, når vi er så massivt til stede i et område. Vores betjente er til stede for at undgå, at der opstår en farlig situation«, skriver politiet på Twitter.
Politiet understreger, at ingen er kommet til skade, og opfordrer folk til at holde afstand og lade politiet arbejde på stedet.
Ifølge TV Midtvest holder en ambulance og en lægebil standby ved havnen. Desuden viser billeder, at Hærens ammunitionsryddere ankommet.
ritzau




























