Hvis du synes, at februar har været ualmindelig våd, er det ikke helt ved siden af.
»Med 141 procent mere nedbør end normalt blev februar 2022 den næstvådeste februar måned, DMI har registreret siden 1874«, siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.
Normalt falder der 50,3 millimeter nedbør i februar, men i år er der registreret 121,2 millimeter nedbør. Rekorden er dog fra februar 2020 med 135,8 millimeter nedbør.
Det var især jyderne, der blev ramt af det våde vejr.
»Mest er der faldet i det sydlige og vestlige Jylland med omkring 190 millimeter ved Vejle og Holstebro som det højeste«, oplyser Mikael Scharling.
Nedbøren kunne også aflæses i form af høj vandstand i en række å-systemer, blandt andet Storå ved Holstebro og Gudenåen ved Silkeborg.
Det fik blandt andre Silkeborg Kommune til at udlevere gratis sandsække til ejendomme truet af den høje vandstand.
Marts ser mildere ud
Februar 2022 vil formentlig ikke kun blive husket for store mængder nedbør. Det var også en blæsende måned. Midt på måneden blev landet ramt af stormlavtrykket Nora. Det var bare tre uger efter, at Danmark blev ramt af stormen Malik, der dog var kraftigere end Nora og sendte vindstød af orkanstyrke ned over landet.
Det var samtidig en usædvanlig langvarig storm, der også pressede store mængder vand ind i fjorde især ved Nordsjælland og det nordlige Fyn.
Mens februar var blæsende og våd, ser starten af marts anderledes mild ud. Et højtryk befinder sig over de britiske øer, og det medfører højtrykspræget vejr over Danmark. Fra torsdag ventes der ifølge DMI stabilt vejr med nogen sol og mest svage vinde. Det stille og klare vejr betyder dog samtidig udbredt nattefrost.
ritzau
fortsæt med at læse



























