Duuut. Duuut. Duuut«. Dørtelefonen med kamera ved hovedindgangen til F5 i Hellerup ringer forgæves. Forklaringen er måske, at receptionisten lige er gået på toilettet? Fem minutter senere er der dog stadig ingen, der svarer. I stedet sniger Politiken sig med en ansat ind i bygningen, og da vi møder direktør Max Stougaard på hovedkontoret, får vi den egentlige forklaring: Dørtelefonen er lidt ustabil, fordi receptionisten sidder i et land, der er hærget af krig.
F5 er et videns- og netværkshus, der tilbyder kurser og etablerer netværk for ledere og specialister. Som mange andre i det hjemlige erhvervsliv har firmaet placeret væsentlige dele af sin drift i Ukraine. 12 af F5’s i alt 50 ansatte møder vanligvis ind på firmaets kontor i Kyiv, og herfra leverer de dataanalyse, finansielle serviceydelser og andre logistiske opgaver, herunder altså at bestyre dørtelefonen.
I dagene op til Ruslands invasion af Ukraine rakte firmaet ud til sine ansatte i Kyiv: Situationen var nu så kritisk, at F5 inviterede alle sine ukrainske ansatte til Danmark på sikker afstand af Ruslands truende hær. 33-årige Oleksii var den eneste, der tog imod tilbuddet. Og nu står han her på kontoret i Experimentariums bygning i Hellerup med sine blå øjne, sorte hår og en hættetrøje.
»Der var ikke så meget, der holdt mig tilbage. Jeg har ingen kone, ingen børn, ingen kæledyr«, siger Oleksii.
