Bredt politisk flertal har nu udmøntet sidste års aftale om udflytning af videregående uddannelser.

Bredt politisk flertal enige om at sende studerende ud i landet


Regeringen indgår bred politisk aftale om udflytning af en række uddannelser (arkivfoto) Foto: Jan Dagø
Regeringen indgår bred politisk aftale om udflytning af en række uddannelser (arkivfoto) Foto: Jan Dagø
Lyt til artiklen

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om udmøntning af sidste års plan om udflytning af videregående uddannelser.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at en række videregående uddannelser skal flyttes ud af de større byer.

I de kommende år skal det eksempelvis være muligt at uddanne sig til socialrådgiver i Hjørring, dyrlæge i Foulum ved Viborg, datamatiker i Tønder, lærer i Svendborg og arkitekt i Kalundborg.

Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

»Der skal være gode muligheder for at tage en uddannelse i alle landsdele i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget tager her ansvar for, at faldende ungdomsårgange ikke fører til yderligere centralisering og lukning af uddannelser på tværs af landet«, siger han.

Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.

Planerne om udflytning af uddannelser har mødt modstand. Blandt andet fra universiteterne der frygter ringere kvalitet af uddannelserne.

Oprindeligt var der lagt op til, at 10 procent af uddannelsespladserne ville forsvinde i de fire universitetsbyer. Det tal er nu barberet ned til 6,4 procent.

Uenighed i støttepartierne

Det er uddannelsesordfører fra SF, Astrid Carøe, godt tilfreds med.

»Det betyder markant færre nedskaleringer, men fortsat flere nye uddannelser tæt på unge udenfor storbyerne«, siger hun.

Radikale Venstre er ikke med i aftalen. Ifølge uddannelsesordfører Katrine Robsøe har partierne bag aftalen ikke set på kvaliteten af uddannelsen, men udelukkende på, hvor den ligger.

»Vi er ikke med i aftalen, fordi man lukker tusindvis af uddannelsespladser, udelukkende fordi man ikke kan lide, at de ligger i en af de fire største byer«, siger hun.

Derudover er der en række uddannelsesinitiativer, der modtager flere penge end oprindeligt planlagt.

Partierne bag aftalen har således prioriteret 805 millioner kroner i etablerings- og udviklingsmidler frem til 2028.

»Vi har sikret flere penge i aftalen, og det er en stor sejr. Vi får nu flere gode uddannelser i hele landet. Samtidig er vi heldigvis endt noget fra de bekymrede scenarier, uddannelsesinstitutionerne fremlagde«, siger uddannelsesordfører Astrid Carøe (SF).

Det var meningen, at der skulle laves en selvstændig tandlægeuddannelse i Hjørring. Men det har vist sig markant dyrere end forventet.

Derfor har partierne bag aftalen valgt at prioritere 165 millioner kroner til at uddanne flere tandlæger på de eksisterende tandlægeuddannelser.

Opdateres...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her