Smittesituationen i udlandet overvåges fortsat nøje, selv om den sidste indrejserestriktion droppes.

Danmarks sidste coronarestriktion for indrejse forsvinder

Foto: Bo Svane
Foto: Bo Svane
Lyt til artiklen

Fra tirsdag er det helt slut med coronarestriktioner ved indrejse i Danmark.

For den sidste restriktion for indrejse ophæves ved midnat natten til tirsdag.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Restriktionerne for indrejse er løbende blevet lempet, i takt med at virusset er kommet mere og mere under kontrol. Og ved midnat forsvinder den sidste restriktion.

Restriktionen har været et krav om test senest 24 timer efter indrejse i Danmark.

Kravet har kun været gældende for personer, der hverken er vaccinerede eller tidligere smittede, og som er rejst til Danmark fra et land uden for EU og Schengen.

Siden 1. marts har det været den eneste tilbageværende indrejserestriktion ved indrejse til Danmark.

Ministeriet oplyser, at smittesituationen i ind- og udland fortsat overvåges nøje, selv om restriktionen forsvinder. Man holder blandt andet øje med, om der skulle komme nye bekymrende virusvarianter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her