Artiklen er opdateret klokken 11.43 og 15.01.
Der er en fremtid for minkavl i Danmark. Det mener Rasmus Prehn (S), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Hans udtalelse kommer på trods af, at kun 13 minkavlere – svarende til én procent af avlerne – ønsker at genoptage erhvervet, hvis det igen bliver muligt.
»Når det igen er folkesundhedsmæssigt forsvarligt, vil der være nogle, der starter op. De vil have nogle specialprodukter, som der formentlig stadig vil være efterspørgsel på«, siger Rasmus Prehn.
Tal fra Fødevarestyrelsen viser lørdag, at kun 13 minkavlere har søgt om penge til at kunne holde deres virksomhed i dvale – og så senere genoptage driften, hvis minkavl igen bliver tilladt i Danmark. 1.246 minkavlere, svarende til 99 procent af avlerne, har ansøgt om erstatning, fordi de ønsker at lukke deres avl af mink.
Men ministeren mener altså ikke, at det lille antal avlere vil indebære enden på minkbranchen.
»Hvis der er ganske få, der starter op igen, må de jo alt andet lige have en bedre konkurrencesituation«, siger Rasmus Prehn.
Formand afskriver minkavl i Danmark
Sådan ser Tage Pedersen, der er formand for Dansk Pelsdyravlerforening og pelsauktionshuset Kopenhagen Fur, ikke på det.
»Jeg tror ikke på nogen måde, at der genopstår et erhverv. Det vil tage uendeligt mange år«, siger Tage Pedersen.
Han håber, der er en fremtid for de 13 og ønsker dem held og lykke, men det bliver hårdt arbejde, mener Tage Pedersen.
»Da vi stoppede i 2020 var vi verdens bedste. Vi fik 100 kroner mere per minkskind end resten af verden. Derfor kunne vi være i Danmark på trods af et højt omkostningsniveau«, siger han og tilføjer:
»Hvis man skal starte op igen, vil man ikke kunne få det samme for skindene«.
Grunden til, at avlerne ikke vil kunne forvente de samme gode priser, er ifølge Tage Pedersen, at avlsdyrene blev slået ned, da regeringen i 2020 besluttede, at alle mink skulle slås ned. Det skete dengang af frygt for nye mutationer af coronavirus.
Det danske minkerhverv havde gennem årtier fremavlet mink, der gav bedre skind.
»Avlsdyrene var vores motor. Vi var langt bedre end alle andre i verden«, siger Tage Pedersen.
Efter planen skal minkavl igen være muligt fra næste år, hvor det midlertidige forbud udløber.
Rasmus Prehn har tidligere oplyst, at Statens Serum Institut 2. maj vil komme med en vurdering af, om det er folkesundhedsmæssigt forsvarligt.
Efter planen skal minkavl igen være muligt fra næste år, hvor det midlertidige forbud udløber. Statens Serum Institut ventes dog inden da at komme med en vurdering af, om det er folkesundhedsmæssigt forsvarligt at genoptage erhvervet. Den vurdering kommer 2. maj.
Fristen for at ansøge om henholdsvis dvalekompensation eller nedlukningskompensation udløb ved midnat natten til lørdag.
Glæde i dyrebeskyttelsesorganisation
Det meget lave antal minkavlere, som ønsker at genoptage erhvervet, vækker glæde hos dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection, der i en pressemeddelelse kalder det »dagens bedste nyhed«.
»Vi kan nu konstatere, at den danske minkbranche de facto har nedlagt sig selv«, siger kampagnechef Esben Sloth.
Han mener, det giver anledning til at indføre et permanent forbud mod minkavl i Danmark.
»Det vil være både absurd og ulogisk, at hensynet til ganske få minkavlere skulle stå over hensynet til de hundredtusindvis af dyr, der vil komme til at lide hvert år under dybt kritisable forhold«, siger Esben Sloth.
Landbrugsminister Rasmus Prehn afviser, at spørgsmålet om dyrevelfærd vil være en faktor, når det skal afgøres, om minkerhvervet kan genoptages fra årsskiftet.
»Regeringens standpunkt er, at det her handler om folkesundhed«, siger Rasmus Prehn.
Han understreger, at regeringen ikke ser noget problem med dyrevelfærden i minkbranchen.
»Vurderingen var, inden vi lukkede ned, at der var en forsvarlig dyrevelfærd, så det tænker jeg også bliver vurderingen efterfølgende«, siger han.
Det er midlertidigt forbudt at opdrætte mink. Det har det været, siden millioner af mink blev slået ned i efteråret 2020 og den følgende vinter af frygt for nye mutationer af coronavirus.
Der blev i januar 2021 indgået en politisk aftale om erstatning til minkavlerne og de berørte følgeerhverv. Den samlede pris for minkerstatningen kan blive op mod 19 milliarder kroner.
ritzau




























