En mand er fundet død i en lejlighed i Viborg torsdag morgen.
Dødsfaldet er mistænkeligt, og derfor er betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi på stedet. Det oplyser vagtchef Jesper Brøndum.
»En mand er fundet død i en lejlighed under mistænkelige forhold. Vi er ved at finde ud af, hvad der er op og ned i det«, siger han.
Den døde mand er blevet fundet i en lejlighed på Valmuevej i Viborg. Han er endnu ikke endeligt identificeret. Derfor er der heller ingen oplysninger om den afdødes alder eller relation til lejligheden.
»En dødfunden i en lejlighed er som udgangspunkt altid mistænkeligt. Omstændighederne her gør, at vi undersøger yderligere«, siger Jesper Brøndum.
Politiet fik besked om den døde mand klokken 9.20. Betjente var på stedet cirka ti minutter senere.
Mens efterforskningen er i den indledende fase, har politiet ikke yderligere kommentarer.
På Twitter lyder det, at betjente er i gang med at undersøge findestedet og søge efter spor i området. Det sker blandt andet med hjælp fra hunde.
Torsdag er der spærret af med politiets bånd omkring lejlighedskomplekset, og der står betjente foran flere opgange.
Den afdøde er torsdag eftermiddag blevet identificeret.
»Den afdøde er endeligt identificeret, og vi er i gang med at underrette de pårørende«, skriver Midt- og Vestjylland på Twitter.
Der er ingen oplysninger om mandens alder eller relation til lejligheden.
Dødsårsagen er heller ikke oplyst.
ritzau
fortsæt med at læse



























