Antallet af coronapatienter på de danske sygehuse er nu 989, fremgår det af de seneste tal fra Statens Serum Institut.
Dermed fortsætter antallet af indlagte med covid-19 med at falde.
For bare en måned siden var der til sammenligning 1.644 coronaindlagte.
Under halvdelen af patienterne er nu indlagt på grund af covid-19. I uge 11 var det 47 procent.
I den anden halvdel af tilfældene skyldes indlæggelserne andre sygdomme.
Det fremgår af den seneste tendensrapport fra seruminstituttet.
Rapporten er bagudskuende, så tallene er en uge til halvanden gamle.
Men tendensen er klar: Der ses et faldende antal nye coronatilfælde i alle landets fem regioner.
Med til billedet hører, at der også er færre, der bliver testet for coronavirus.
Det seneste døgn er der kommet svar på 18.838 PCR-prøver. Det er den prøveform, hvor man bliver podet i svælget.
I starten af marts var der til sammenligning dagligt svar på op mod 70.000-80.000 PCR-prøver.
Siden er anbefalingerne, om hvem der bør lade sig teste for covid-19, ændret.
Fra 10. marts ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for, hvem der bør blive testet.
Eksempelvis anbefales personer nu kun at blive testet, hvis personen får symptomer på covid-19, føler sig syg og er i øget risiko for et alvorligt forløb.
Personer skal ikke længere lade sig teste, hvis man bor sammen med en smittet person, eller hvis der på anden vis har været kontakt med en smittet person.
Også testkapaciteten er gradvist blevet skruet ned.
Mandag oplyste Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at den daglige kapacitet til PCR-test er justeret ned fra 100.000 til 40.000.
ritzau




























