Mange danskere har de seneste uger døjet med feber, hovedpine og andre symptomer på influenza.
Nu ser influenzasmitten ud til at være knækket.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse torsdag.
Den seneste uge har influenzasmitten været faldende. Det sker efter antallet af registrerede tilfælde med influenza siden midten af februar næsten er fordoblet fra uge til uge.
I sidste uge af marts blev 626 indlagt med influenza. Det var den uge med flest nyindlæggelser under den nuværende influenzasæson.
Siden da har smitten været faldende, vurderer afdelingslæge ved SSI Rebecca Legarth.
»Det ser imidlertid ud til, at kurven nu er vendt, og at influenzaepidemien er på vej nedad igen«.
»Men mønsteret for influenza har været atypisk i denne sæson. Tallene skal derfor tolkes med forbehold«, oplyser hun i pressemeddelelsen.
Sidste uge blev færre testet positive for influenza end ugen tidligere. Det er første gang, der har været et fald i antallet af konstaterede smittede med influenza under den nuværende influenzasæson.
I sidste uge fik 2.559 personer konstateret influenza i en test. Ugen før var antallet 3.293 personer.
Antallet af nyindlagte tog også et dyk den forgangne uge. Da 446 danskere blev indlagt på landets hospitaler med influenza.
ritzau



























