Politiet arbejder med en stribe forskellige hypoteser i sagen om den 13-årige pige, der fredag forsvandt på vej til skole på Amager. Men det står endnu ikke klart, om der er sket en forbrydelse eller ej.
Det oplyser Brian Belling, vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.
»Vi har kompetencer til at efterforske mange veje samtidig, og mange grupper arbejder med forskellige hypoteser. Men lige nu ved vi ikke, hvad der er sket«, siger han.
Politiet har efterlyst en 13-årig pige fra Amager, der ikke dukkede op i skole fredag morgen som aftalt og ikke er set siden.
Ifølge politiet er det ikke normalt for pigen at bryde en aftale. Politiet ser derfor med alvor på sagen.
»Hun dukker ikke op i skole, som hun plejer og skal, og da familien så ser, at hun heller ikke er kommet hjem fra skole, så bliver de naturligvis bekymrede og ringer til politiet og melder hende savnet«, har efterforskningsleder Anders Lykkegaard Nielsen ved Københavns Politi tidligere udtalt.
Politiet har opfordret borgere, der har set pigen, til at henvende sig til dem på 1-1-4.
Politiet er desuden interesserede i alle oplysninger, der kan pege i retning af, hvor pigen kan være taget hen.
Ritzau




























