Danmark har fra officielt hold udtrykt bekymring over, om Rwanda overholder basale menneskerettigheder.
Det er sket ved et virtuelt FN-møde i Geneve i januar 202. Få måneder inden de første møder med Rwanda om at etablere et dansk modtagecenter for asylansøgere i landet.
Det skriver Jyllands-Posten, som har fået udleveret videomaterialet af FN.
Den 25. januar sidste år var det Danmarks ambassadør i Geneve, Morten Jespersen, som leverede bekymringen til et såkaldt Universal Periodic Review.
Det er et eftersyn med et lands overholdelse af menneskerettigheder, som laves med års mellemrum.
»Vi er fortsat bekymrede over anklagerne om vilkårlige tilbageholdelser og tortur og mishandling i tilbageholdelsescentre og militærfaciliteter«, sagde Morten Jespersen blandt andet på mødet.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger svarer det til et manuskript fra både Udenrigsministeriet og FN.
Da mødet fandt sted, var det ikke officielt kendt, at Danmark havde planer om et asylsamarbejde med Rwanda.
Tre måneder efter rejste to ministre til Rwanda. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) og daværende udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), satte på vegne af regeringen deres underskrift på ikke-bindende aftaler med Rwanda om blandt andet en asylaftale.
Ifølge avisen viser aktindsigter, at Danmark allerede i februar sidste år forberedte videomøder med den rwandiske regering.
At Danmark udtrykte bekymring over tortur skete på baggrund af en rapport fra FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder. Det oplyser Udenrigsministeriet Jyllands-Posten.
Rapporten anklagede Rwanda for uofficielle fængslinger. Og for at torturere indsatte til tilståelser i ’fængselslignende faciliteter’.
Rwanda har afvist anklagerne.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), som er ny på posten, siger i et skriftligt svar til avisen, at det ikke hjælper nogen flygtninge at pege fingre og nægte et samarbejde med Rwanda.
Han fastholder, at en aftale om et asylmodtagelse i Rwanda vil hjælpe det nuværende asylsystem, som han kalder uretfærdigt og ’fyldt med menneskelige tragedier’.
Ministeren siger også, at en forudsætning for en aftale med Rwanda er, at alle internationale forpligtelser bliver overholdt.
ritzau



























