Claus Hjort Frederiksen er vred. Meget vred. Og det lagde han ikke skjul på, da han mandag aften deltog i en debat om FE-sagen, som Publicistklubben havde arrangeret i en café i det indre København med op mod 100 journalister i bløde sofaer.
Den tidligere finansminister, forsvarsminister og beskæftigelsesminister, medlem af Folketinget i 17 år og rådgiver for skiftende statsministre fra Venstre er sigtet for landsskadelig virksomhed, hvilket er hård kost for en mand, der af mange betragtes som en patriot.



























