DMI varsler sommervejr i den kommende uge.

DMI: »Muligheden for de 30 grader er til stede«

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Midt i næste uge trækker Sydeuropas varme luft op over Danmark.

Det betyder, at man landet over vil opleve regulære sommertemperaturer torsdag og fredag. Særligt i Sønderjylland, hvor temperaturerne med stor sandsynlighed når op på omkring 25 grader. Det fortæller vagtchef hos DMI Klaus Larsen.

»Men muligheden for de 30 grader er til stede«, siger han.

I resten af landet vil man også mærke varmen sydfra. Flere dage vil temperaturerne ligge omkring de 20 grader, men flere steder vil de nå op 22-23 grader. Områder med pålandsvind, når vinden kommer fra sydøst, vil formentlig føles lidt koldere.

»Man skal lige lidt ind i landet. I København, i Køge Bugt og i Aarhus vil man nok føle sig lidt snydt flere dage«, siger Klaus Larsen.

Varmebølgen skyldes et passerende højtryk, der forventes at trække nordover i løbet af ugen. Højtrykket afløses af en periode med »lidt ustabilt vejr« senere i næste uge, hvilket indebærer skyer og regn. Før fronterne med udbredt regn kommer der typisk varme op sydfra, fortæller Klaus Larsen.

Ikke godt nyt for alle

De høje temperaturer i næste uge kommer i forlængelse af et allerede rekordtørt forår. Marts 2022 var den mest tørre af sin slags nogensinde med kun 4,2 millimeter nedbør. I april faldt der 35,4 millimeter regn, og dermed er det indtil videre årets tørreste måned. Ifølge DMI var de 4,4 millimeter, der tirsdag faldt på landsplan, langt fra nok til at rette op de seneste måneders manglende vand.

Selv om det manglende nedbør og de høje temperaturer måske glæder strandgæsterne, har det længe bekymret landets landmænd og haveejere. Ifølge Søren Kolind Hvid, landskonsulent i afdeling for Planter & Miljø i Seges Innovation, er det på nuværende tidspunkt særligt en udfordring for dyrkningen i den slags sandede jorde, der findes i den vestlige del af landet. Det fortæller han til DMI.

»Det er knap en femtedel af det dyrkede areal i Danmark, der kan vandes. Og vandingsmaskinerne er i fuld gang. Det er de overvintrende afgrøder som vinterraps, græs og vintersæd, der først har fået behov for markvanding. Nogle marker, især marker med vinterraps, er allerede blevet vandet to gange«, siger han.

»Det er usædvanligt tidligt at vande så meget. Det er for tidligt at sige, hvilken betydning det får. Det afhænger af, hvor længe tørken fortsætter«, siger Søren Kolind Hvid til DMI.

Tobias Bundolo Kjærulff Nørgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her