Ifølge politiet har der været anmeldelser om voldtægt og anholdelser til lørdagens karneval i Aalborg.

Fire anmeldelser om voldtægt ved karnevalet i Aalborg

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet har modtaget fire anmeldelser om voldtægt i forbindelse med lørdagens karneval i Aalborg.

Derudover har der været foretaget fem anholdelser i forbindelse med den ellers festlige dag i byen. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet efterforsker de fire anmeldelser om voldtægt intenst. I en af sagerne er der anholdt en mistænkt. Det oplyser vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

»Der har været anslået 90.000 mennesker til karnevalet i dag, men det ændrer ikke ved, at de fire sager vedrørende voldtægt er fire for mange«.

»Det er meget beklageligt, at den slags sager er med til at skæmme den folkefest, som et karneval er«.

»Vi arbejder med sagerne i dette øjeblik, og efterforskningen er i fuld gang. Derfor kan vi ikke udtale os yderligere om sagerne nu«, siger Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

Med hensyn til de fem anholdelser er to sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. To er sigtet for vold mod politiet.

Der er endnu ikke taget stilling til, om der skal ske fremstilling i grundlovsforhør for nogle af de anholdte.

I alt har politiet registreret mindre end ti sager vedrørende overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, hvor der ikke har været foretaget anholdelser.

Der er desuden noteret omkring 45 sager om besiddelse af euforiserende stoffer.

På trods af de alvorlige hændelser i forbindelse med karnevalet mener Anders Uhrskov, at karnevalet generelt er blevet afholdt ’i en god stemning’.

Aalborg Karneval har været afholdt hvert år i maj siden 1983. Karnevalet blev dog aflyst i 2020 og 2021 på grund af corona.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her