Gennem mere end seks år har vi med jævne mellemrum vist billedet af den venligt smilende mand Sanjay Shah – lige siden DR i november 2015 slog fast, at »en finansmand i London« var den formodede hovedmand i den gigantiske sag om milliardsvindel med udbytteskat, som var blevet opdaget tre måneder forinden.
Finansmanden var Sanjay Shah, men på det tidspunkt havde han for længst flyttet sig selv og familien til en pragtvilla i den arabiske rigmandsghetto Dubai. Han havde råd til det: Politiet mener, at Sanjay Shah stod bag udbyttesvindel for 9 milliarder kroner – tre fjerdedele af de mindst 12,7 milliarder kroner, som Skat blev frasvindlet i perioden 2012-15. Og at Shah personligt fik mere end 7 milliarder kroner ud af det.


























