På lidt over en måned har Herlufsholm modtaget fem henvendelser gennem en whistleblower-ordning.

Herlufsholm har sanktioneret elever 13 gange siden 2016

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Herlufsholm Skole har i løbet af en otteårig periode haft 13 sager om krænkende adfærd, der har udløst sanktion.

Det viser tal på skolens hjemmeside.

Sagerne vedrører mobning, vold eller seksuel krænkelse. De har enten ført til en skriftelig advarsel, hjemsendelse, udskrivning eller anmeldelse til myndighederne, lyder det.

Sagerne dækker over en periode fra 2016 til 2022.

I forbindelse med en TV 2-dokumentar, hvor en række tidligere elever fortalte om krænkelser på skolen, oprettede Herlufsholm en whistleblower-ordning.

Siden 9. maj har Herlufsholm modtaget fem henvendelser gennem ordningen.

Henvendelserne dækker over en 35-årig periode fra cirka 1987 til i år.

Fire af de fem sager er færdigbehandlet, oplyser Herlufsholm. De er enten afsluttet med dialog eller tilbud om hjælp gennem uvildige samarbejdspartnere, lyder det.

Den uvildige advokatundersøgelse, som advokat Henrik Græsdal står bag, har også oprettet en indberetningsordning.

Der findes ikke umiddelbart en frist for, hvornår indberetninger skal falde. Men Henrik Græsdal opfordrer til, at det sker inden 1. juli.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her