Politiets vigtigste mål er at få klarlagt, om der kan være medgerningsmænd på fri fod. Når politiet er ekstra synlige i gadebilledet, er det ikke nødvendigvis tegn på, at det er tilfældet.

Tidligere politichef: Ingen grund til bekymring over massivt politiopbud i gaderne

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det er efterhånden en del timer siden, at den formodede gerningsmand bag skyderierne ved indkøbscenteret Field’s blev anholdt af politiet. Alligevel vil mange københavnere formentlig have bemærket, at der i timerne efter har været helikopter i luften og massiv polititilstedeværelse flere steder i byen.

»Vi er massivt til stede i hele København«, sagde Søren Thomassen, chefpolitiinspektør i Københavns Politi under et pressemøde søndag aften, hvor han også understregede, at politiet ikke har »oplysninger nu, der kan bekræfte, at det er sket i forening med andre«.

Chefpolitiinspektøren fortalte, at politiet også de kommende timer og dage vil være ekstra synlige i gadebilledet. Og det er helt efter bogen og ikke noget, som borgerne skal blive bekymrede over, siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere souschef for Rejseafdelingen og operativ chef i PET.

»Den massive tilstedeværelse handler om at vise show of force. At vise folk, at man bekymrer sig om deres sikkerhed, og at man er massivt til stede. Sådan gør man, det er helt naturlig reaktion, og det har ikke noget at gøre med, at der nødvendigvis svæver en potentiel ny gerningsmand rundt i det københavnske byrum«, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Politiet står overfor en kæmpemæssig efterforskningsopgave efter skyderiet ved Field’s, hvor flere har mistet livet, men nu og her er der én topprioritet for politiet:

»Først og fremmest handler det om at finde ud af, om der er medgerningsmænd på fri fod. Det er det, det drejer sig om at finde ud af så hurtigt som overhovedet muligt, så man ikke har en tikkende bombe vandrende rundt i samfundet«, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Normalt vil politiet forsøge at finde ud af, om gerningsmanden handlede alene ved at tale med den formodede gerningsmand, hvis han ønsker det, og ved at afhøre pårørende og vidner. Desuden vil politiet typisk rykke ud for at ransage relevante adresser. Ifølge Politikens oplysninger har der da her til aften også været en aktion på Strandlodsvej, som er udløst af hændelserne ved Field’s.

Ved søndagens pressemøde ville chefpolitiinspektøren »ikke udelukke«, at der kan være tale om terror, men han sagde også, at det er for tidligt at tale om et motiv til skyderierne.

For at tale om en terrorforbrydelse skal der være et terrormotiv, og Hans Jørgen Bonnichsen forstår godt, at politiet endnu ikke vil lægge sig fast på et motiv så tidligt i efterforskningen.

»I sådan en situation som i aften er politiet nødt til at gå med livrem og seler. Det er kaotisk, man har formentlig endnu ikke overblik over antallet af dræbte. De befinder sig i et rum, som er kaotisk, og derfor tager de højde for alt, og det er også nødvendigt på det her tidspunkt«.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her