På billederne fra de sociale medier poserer den formodede gerningsmand med en riffel.
Men det er med chefpolitiinspektør Søren Thomassens ord ikke et våben, den unge mand har adkomst til. Han har tilsyneladende ingen tilladelse til at eje våben, men adgang til dem har han tydeligvis haft.
Meget tyder ifølge Politikens oplysninger på, at det er en Sauer 200 6,5 x 55, han filmede sig selv med dagen før angrebet.
Udbredt i landets skytteklubber
Det er et våben, der herhjemme hovedsageligt er kendt fra skytteforeningerne, hvor de indtil nu har været standardvåben for langdistanceskydning ude på skydebanerne. Her bruges det især til skydning på 200-400 meter, men sikkerhedsafstanden for riflen er op til et par kilometer.
Det er ikke et automatvåben, men et såkaldt enkeltskuds-repetervåben. Hver gang der skal skydes, skal brugeren lade våbnet, så projektilet hives op i kammeret fra det lille magasin, som har plads til 3-4-5 skud.
SAGEN KORT
Til træning ude på skydebanerne benyttes fuldkappet ammunition, der så at sige kun skader det, den rammer. Her er det de velkendte skydeskiver af pap, brugerne forsøger at ramme.
Men riflen vil også kunne bruges til jagt, hvor der så er krav om, at der bruges ekspanderende ammunition for at sikre, at dyret dør hurtigt og ikke lider, når det rammes.
Hvad enten våbnet bruges til baneskydning eller jagt, skal ejeren eller brugeren have en godkendelse fra politiet. Samtidig er der krav om, at riflen opbevares i et godkendt våbenskab, for at undgå, at det falder i de forkerte hænder. Og for at blive godkendt skal det være et særligt skab, der som oftest skal være boltet fast, så det ikke er til at slæbe væk.
Her kan der være et sikkerhedsproblem, fordi langt de fleste våbenskabe herhjemme låses og åbnes med en nøgle. Får den forkerte fat i den nøgle – for eksempel fordi han eller hun har set, hvor den bliver gemt – kan det gå galt.
Politiet efterforsker fortsat
Om det er sådan en riffel, gerningsmanden benyttede i Field’s, er ikke oplyst. Københavns Politi er fortsat i gang med at efterforske hændelsen og omstændighederne.
Det står klart, at den 22-årige mand, der er anholdt, havde en riffel og i øvrigt også en kniv på sig, da han blev pågrebet. Hvor riflen kom fra, og om den er identisk med dem, der ses på de billeder, som Politiken har set, inden de blev fjernet fra nettet, er ikke oplyst.
Intet tyder på, at der var indblandede medgerningsmænd. Hvad motivet angår, er det fortsat ikke oplyst, men det står klart, at den anholdte ifølge chefpolitiinspektør Søren Thomassen er kendt af psykiatrien. Intet tyder på, at der skulle være nogen som helst form for terrormotiv, understreger han.
Dræbte politimand med skydeklubpistol
Er der tale om et våben, der benyttes til baneskydning, viser tallene, at der er ret strikse regler for den slags. Sikkerheden tages særdeles alvorligt af de danske skytteforeninger. Men det er tidligere gået galt.
Et eksempel stammer fra 2016, hvor en 27-årig mand stjal en Hammerli 2085 kaliber 22-pistol i Rødovre Skydeklub. Den benyttede han kort efter, da han skød og dræbte en betjent, Jesper Jul, ud for politigården i Albertslund. På det tidspunkt havde klubben anmeldt tyveriet og meddelt politiet, at man havde mistanke til den 27-årige mand.
Motivet til ugerningen var, at vedkommende ifølge sin egen forklaring ikke havde kunnet få en bæretilladelse, så han kunne tage et våben fra skytteforeningen med til en anden skydebane.
Manden havde forinden fået påvist en personlighedsforstyrrelse. Han blev i februar 2018 af Østre Landsret idømt forvaring.
Sådan foregik anholdelsen af den formodede gerningsmand. Han blev pågrebet nær Field’s.
fortsæt med at læse




























