Klokken var omkring seks søndag aften, da kvinden, som ønsker at være anonym, så en mand gå ind ad døren lige over for hendes egen lejlighed. På det tidspunkt vidste hun godt, at der var foregået et eller anden ude i Field’s. Men hun havde ikke set nyheder, og på det tidspunkt var det heller ikke offentliggjort, at den 22-årige mand, der boede lige over for hende, mistænkes for at have dræbt tre mennesker og forsøgt at dræbe syv andre med en riffel.
»Jeg troede alligevel, at det var noget med forbindelse til det ude i Field’s, og at det måske var en gerningsmand, der gik ind. Han var i hvid T-shirt og militærtøj og bar på et langt sort rør. Han gik utrolig målrettet ind ad døren til opgangen. Den stod åben, hvad dørene ofte gør her«, siger kvinden, der er sammen med sin toårige dreng, som hjuler rundt i den legevenlige gård.




























