Anklagemyndigheden mener, at seks mænd på forskellige vis har bidraget til terrororganisationen IS.

Seks mænd tiltalt for at støtte Islamisk Stat

To af de seks tiltalte rejste ind i Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Resten er tiltalt for at have sendt penge til Islamisk Stat eller personer med tilknytning til organisationen. På billedet ses IS-krigere i Raqqa i Syrien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
To af de seks tiltalte rejste ind i Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Resten er tiltalt for at have sendt penge til Islamisk Stat eller personer med tilknytning til organisationen. På billedet ses IS-krigere i Raqqa i Syrien. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Seks mænd enten tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien eller ydede økonomisk støtte til den fra distancen.

Det mener anklagemyndigheden, der nu har rejst tiltale mod mændene. Det oplyses i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

To af mændene er sigtet for at være rejst ind i Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen.

Den ene af disse og fire andre mænd er tiltalt for at have sendt penge til Islamisk Stat eller personer, som har været tilknyttet organisationen. Det skriver anklagemyndigheden.

De seks mænd er henholdsvis 37, 32, 31, 20, 29 og 28 år.

»Vi mener, at de seks personer med deres handlinger har bidraget til at fremme terrororganisationen Islamisk Stat«, siger statsadvokat i Viborg, Jakob Berger Nielsen, i meddelelsen.

»Det er efter anklagemyndighedens opfattelse meget alvorligt, når man tilslutter sig eller yder økonomisk støtte til Islamisk Stat, og dermed medvirker til at fremme en terrororganisations virksomhed«.

De tre mænd er sigtet for overtrædelse af dele af straffelovens paragraf 114, der er en terrorbestemmelse. For de seks mænd vil strafferammen være på op til 12 års fængsel.

Under et grundlovsforhør i april sidste år, hvor fem af mændene sad foran en dommer, kom det frem, at de var sigtet for overtrædelser, der skal have fundet sted for op mod ni år siden. Anklagemyndigheden kan ikke for nu bekræfte, om det er samme periode, som tiltalen vedrører.

Den 30-årige og den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret i april, mens mændene på 37, 31 og 29 er blevet løsladt igen. Den 28-årige har ikke været fængslet i sagen.

Sagen føres ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden oplyser ikke, hvor mange dage, der er afsat til sagen, men den skal starte 1. september i år og slutte 16. november.

Ritzau

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her