En større eftersøgningsaktion er lørdag aften i gang, efter at en 54-årig mand er blevet meldt savnet i det sydlige Lillebælt.
Det skriver Forsvaret på Twitter.
Både helikoptere, skibe fra Marinehjemmeværnet og andre sejlende enheder fra beredskabet leder efter manden.
Ifølge TV Syd sejlede manden ud alene i en jolle ved middagstid for at sætte garn.
Mandens jolle og tøj er fundet, oplyser vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen er det mandens pårørende, der har meldt ham savnet, efter at han ikke kom hjem til tiden.
Eftersøgningen har været i gang siden klokken 19 ved Diernæs Bugt syd for Haderslev.
Vagtchef Erik Lindholdt oplyser til TV Syd, at manden skulle bære redningsvest.
»Vejret derude er egentligt ikke dårligt, og vandet er ikke så koldt, så vi har en forhåbning om, at vi finder ham«, siger Erik Lindholdt til den lokale tv-station.
ritzau



























