Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er nu alligevel klar til at undersøge, hvor mange der uberettiget har fået udbetalt varmechecken på 6.000 kroner.
»Vi synes, det er godt at få et overblik over det. Det er det, jeg har bedt min styrelse om at undersøge nu«, siger ministeren til TV 2.
Det skal ske gennem et »kritisk eftersyn«. Men hvordan det præcis skal foregå er uklart, skriver TV 2. Lørdag lød det ellers fra Dan Jørgensen, at en undersøgelse ikke var på papiret hos regeringspartiet. Han fortalte desuden, at partierne bag aftalen udmærket var klar over risikoen for fejl inden udbetalingen. Det fremgik også af lovforslaget.
I sidste uge fik godt 400.000 husstande udbetalt checken til at betale de høje gasregninger, selv om flere af dem har skrottet deres gasfyr for længst.
Det er ikke lovpligtigt for modtagerne at tilbagebetale beløbet. Det er nemlig skrevet ind i loven, at de kan beholde pengene, hvis det ikke overstiger 6.000 kroner. De uberettigede udbetalinger er imidlertid sket, fordi oplysningerne i BBR-registret enten var forældede eller forkerte. Det er boligejerne selv, der har pligt til at rette oplysningerne i registret. Kommunen skal efterfølgende godkende det.
Ønsket om en undersøgelse blev fremlagt af de radikale, SF og Enhedslisten mandag – blandt andet over for Politiken.
»Det er jo først nu, at vi forstår, at der er et meget stort omfang (af fejludbetalinger, red.), men vi kender ikke det præcise omfang, men det vil vi selvfølgelig meget gerne have et svar på«, sagde energiordfører Rasmus Helveg Petersen (R) til Politiken mandag.
Aftalen om checken blev indgået tilbage i februar mellem regeringen, SF, de radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
ritzau
fortsæt med at læse





























