Alle afgange og ankomster til Bornholms Lufthavn er lørdag aflyst.
Det fremgår af lufthavnens hjemmeside og drejer sig om tre ankomster og tre afgange.
Aflysningerne skyldes, at medarbejderne i security og bagagehandling fredag nedlagde arbejdet i protest. Lørdag forhindrer de andre medarbejdere i lufthavnen i at møde på arbejde.
» Medarbejderne har sat sig i afgangshallen, fordi de har mistanke om, at sikkerheds- og security-reglerne ikke bliver overholdt«, siger tillidsrepræsentant Christina Lintrup til TV 2/Bornholm.
» De sørger for, at der ikke kommer ledere ind og arbejde i security«, siger hun videre til mediet.
De aflyste fly er alle fra selskabet Danish Air Transport (DAT).
Foreløbig står søndagens flyvninger til at afgå til tiden.
ritzau



























