En mand er mandag idømt tre års fængsel og udvisning. Sagen er en del af et større kompleks om hvidvask.

22-årig tilstår hvidvask af 80 millioner kroner

Lyt til artiklen

En 22-årig mand er mandag i Københavns Byret idømt tre års fængsel og udvisning for bestandigt for hvidvask af knap 80 millioner kroner.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen er en del af et større sagskompleks om hvidvask, hvor hovedmanden den 3. august blev idømt fem års fængsel for hvidvask af omkring 130 millioner kroner.

Den 22-årige erkendte, at han 133 gange på vegne af hovedmanden hentede store pengebeløb hos andre, der medvirkede til hvidvask af pengene.

Derefter sørgede han for, at de hvidvaskede penge blev leveret tilbage til de kunder, der havde bestilt hvidvaskningen.

På sin telefon fik han beskeder om, hvor han skulle hente pengene, og hvor de skulle afleveres igen.

Foruden fængselsstraffen og udvisningen blev den 22-årige idømt en tillægsbøde på omkring 78 millioner kroner.

Han overvejer nu, om han vil anke straffen til Østre Landsret.

Sagen har fået navne ’Operation Ozark’. Flere personer er ifølge specialanklager Susanne Bitsch sigtet og vil muligvis blive tiltalt i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her