166 personer blev tilbageholdt, da demonstranter fredag eftermiddag forsøgte at angribe et eritreisk kulturarrangement i København.
Seks af dem er sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. De fremstilles lørdag i grundlovsforhør. En af dem sigtes desuden for vold mod politiet.
Det oplyser Københavns Politi.
Festen foregik i selskabslokaler på Gammel Køge Landevej i København, og imens holdt en anden gruppe fra Eritrea en demonstration udenfor.
Demonstrationen var rettet mod præsident Isaias Afwerki, der har regeret Eritrea, siden landet blev selvstændigt i 1993.
Da demonstranter på et tidspunkt forsøgte at angribe festen, lagde politiet sig imellem. Så udviklede det sig til stenkast mod politiet omkring klokken 16.30.
Der dog ikke oplysninger om, at nogen skulle være kommet til skade.
Politiet tilbageholdt 166 personer. Efterfølgende fortsatte demonstrationen med omkring 100 deltagere. Kulturfestivalen fortsatte også i selskabslokalerne.
»Det foregår i god ro og orden«, sagde politiets vagtchef Henrik Brix lørdag aften.
De 166 anholdte blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for paragrafferne i straffeloven om grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden samt vold mod tjenestemand.
Langt de fleste er blevet eller vil blive løsladt igen. Men seks af dem vil altså blive krævet fængslet i grundlovsforhør lørdag.
ritzau



























