Statsministeren har åbnet for at tale om lønspørgsmålet for offentligt ansatte, men vil ikke sige til hvem.

V og K afkræver Mette F. svar på lønspørgsmålet for offentligt ansatte

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortsætter med at være ukonkret på spørgsmålet om, at lønnen til ansatte i den offentlige sektor skal ind på det politiske bord.

Det står fast i søndagens tv-debat på DR1 mellem de tre statsministerkandidater, hvor de andre deltagere er Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

»Jeg skal ikke stå og sige, præcis hvem der skal have højere løn«, siger Frederiksen under debatten.

I et interview med Jyllands-Posten i sidste måned åbnede Mette Frederiksen for at gøre lønnen til et politisk spørgsmål.

Det var en markant melding, i og med at lønnen normalt er lukket land som følge af ’den danske model’, hvor arbejdsmarkedets parter som udgangspunkt selv står for at aftale løn.

Pape mener, at det er for dårligt, at statsministeren ikke svarer.

»Det er rimeligt, hvis du siger, om det er sosu’erne eller sygeplejerskerne, der skal have mere i løn«, siger K-formanden.

Statsministeren svarer, at det er dem, der har behov, som skal have mere i løn. Hun vil ikke svare på, præcis hvem der skal have mere løn, fordi det ifølge Frederiksen skal gøres ’ordentligt og ansvarligt’.

Ellemann-Jensen er ligeledes kritisk over Frederiksen svar.

»Det er designet til at stikke folk blår i øjnene«, siger Ellemann-Jensen.

»Nu tror alle, at det er dem, der skal have flere penge«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her