Med en garanti på 100 milliarder kroner står den danske stat klar til at holde hånden under energiselskaber.

Flertal er klar med milliardhjælp til energiselskaber

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et bredt politisk flertal vil sikre landets energiselskaber, som bliver udfordret af de høje energipriser, ved at tilbyde en statslig garantiramme på 100 milliarder kroner.

Det fremgår af et pressemøde torsdag, hvor regeringen og Energistyrelsen orienterer om forsyningssikkerheden forud for vintersæsonen.

»Vi kan i dag præsentere en statsgaranti på 100 milliarder kroner, som skal være med til at sikre stabiliteten på elmarkedet. Det vil skærme forbrugerne og skærpe forsyningssikkerheden«.

»Det er en politisk aftale, som er vedtaget med et meget bredt flertal i Folketinget«, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

På tværs af Europa oplever man stigende energipriser, som rammer både borgere og virksomheder.

De skyhøje priser på strøm påvirker også elselskaberne, som kan få udfordringer med at leve op til deres kontrakter om at købe og sælge strøm.

Det stiller store krav til energiselskabernes pengebeholdning, fordi det er påkrævet, at der stilles sikkerhed, når der handles energi.

Aftalen betyder, at selskaberne vil kunne få statsgaranti på banklån, hvis de får brug for at skaffe store pengebeløb her og nu.

Lånerammen vil dække 80 procent af energiselskabernes nyudlån, mens en långiver skal dække minimum 20 procent.

Elselskaberne skal betale for at bruge ordningen. Prisen bliver sat efter, hvad banken vurderer, risikoen ved lånet er. En del af beløbet vil gå til staten som betaling for den risiko, garantien medfører.

Ordningen er blevet inspireret af Sverige, der for nylig har indført en lignende ordning.

Regeringen, Venstre, SF, De Radikale, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Moderaterne står bag garantien.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her