Artiklen er senest opdateret kl. 14.45.
Dronning Margrethes regeringsjubilæum bliver trods den britiske dronning Elizabeths bortgang fortsat markeret i weekenden, men det bliver ikke helt som planlagt, oplyser det danske kongehus’ kommunikationschef, Lene Balleby.
»Det er dronningens ønske, at programmet for de næste dage tilpasses i respekt for dronning Elizabeths bortgang«, lyder det.
Blandt andet er den planlagte vagtparade på Amalienborg Slotsplads, hvor dronning Margrethe og hendes familie skulle vise sig på balkonen og vinke til befolkningen, aflyst lørdag. Det fremgår af et revideret program, som kongehuset har udsendt. Samtidig har den danske dronning besluttet, at der fredag flages på halv stang fra Amalienborgs fire palæer. Det sker for at markere den britiske dronnings bortgang, oplyser kongehuset på det sociale medie Instagram. Den planlagte flagning på fuld stang i anledning af regentjubilæet er dog aflyst. Det var meningen, at statsbygninger i Danmark, Grønland og på Færøerne i weekenden skulle flage for dronningen.
Det er egentlig næsten otte måneder siden, at dronning Margrethe havde 50-års jubilæum som regent for Danmark 14. januar i år, men på grund af risikoen for smitte med coronavirus på det tidspunkt blev en del af fejringen udskudt til 10. og 11. september. Derfor har der været planlagt en række begivenheder i den kommende weekend. Præcis hvilke dele af programmet, som ender med at blive ændret, er endnu uvist.
Indtil videre har det været planen, at befolkningen ville kunne møde dronningen, når hun lørdag først skulle vinke fra balkonen på Christian IX’s Palæ på Amalienborg, men det bliver altså ikke til noget. Dronningen skulle efter planen også køre i karet gennem Københavns gader til Københavns Rådhus, hvor hun skulle deltage i en officiel frokost og træde ud på rådhusets balkon. Den del bliver heller ikke gennemført lørdag, men udsættes til et senere tidspunkt.
Lørdag aften er der gallaforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af jubilæet. Her skulle dronningen også ankomme i karet efter en køretur fra Amalienborg. Det sidste er aflyst, men forestillingen vil blive gennemført i en justeret form, oplyser Kongehuset.
Gudstjenesten i Vor Frue Kirke søndag morgen gennemføres også i en tilpasset form, mens den efterfølgende frokost for nordiske statsoverhoveder og den kongelige familie på Kongeskibet Dannebrog gennemføres som planlagt. Søndagen rundes efter planen af med et gallataffel på Christiansborg Slot, men også det bliver i en tilpasset form.
Ritzau
fortsæt med at læse


























