Efter en uge fandt politiet formodet biltyv, som mistænkes for både at stjæle en dyr Mercedes og en traktor.

Formodet biltyv smed dyr Mercedes og stak af i rød traktor

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 11.15

Efter to biljagter med en uges mellemrum blev en 31-årig mand fra Skjern natten til torsdag anholdt i Midtjylland.

Manden har ifølge politiet både kørt i en dyr Mercedes og en rød traktor. Den sidste biljagt endte med politiets skud.

Det oplyser politiet til TV Midtvest og Viborg Stifts Folkeblad.

Sagen tager sin begyndelse for en uge siden, da den mistænkte ifølge politiet stjal en to millioner kroner dyr Mercedes fra Viborg Autogård.

Ved hjælp af bilens gps fandt politiet frem til bilen, og en hæsblæsende biljagt begyndte, skrev Viborg Stifts Folkeblad. Politiet vurderede, at manden kørte op mod 200 kilometer i timen, og politiet besluttede at afslutte jagten.

Biltyven stillede senere den stjålne bil uden for Løgstrup og stjal i stedet en rød traktor. Den blev fundet i tirsdags.

Natten til torsdag lykkedes det så politiet at få fat i den mistænkte 31-årige mand.

Det skete ved totiden i området mellem Ringkøbing og Herning, mens han kørte rundt i en ny bil, som han angiveligt havde stjålet, oplyser politikommissær Thomas Hald til Viborg Stifts Folkeblad.

Det skete efter en biljagt, hvor politiet endte med at afgive skud, skriver TV Midtvest.

Lokalpolitiet i Herning oplyser til mediet, at der blev skudt mod bilens dæk, som punkterede.

Den 31-årige vil blive krævet varetægtsfængslet. Han fremstilles torsdag klokken 12 i et grundlovsforhør i Retten i Viborg, oplyser politiet til Ritzau.

Den 31-årige vil blive krævet varetægtsfængslet. Han fremstilles torsdag i et grundlovsforhør i Retten i Viborg, oplyser politiet til Ritzau. Det var i første omgang planlagt til klokken 12, men bliver i stedet klokken 13.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her