Forretningsmanden Sanjay Shah og en række andre personer og selskaber i udbyttesagen skal betale otte milliarder kroner tilbage til Danmark. Det er blevet afgjort i en civil retssag, som Danmark fører i Dubai, skriver DR. Skattestyrelsen bekræfter afgørelsen over for mediet.
Kendelsen fra civilretten i Dubai er dog ikke endelig. De involverede parter har mulighed for at anke den, og det har Sanjay Shah ifølge DR’s og TV 2’s oplysninger besluttet at gøre. Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra den britiske advokat, som repræsenterer Sanjay Shah i den civilretlige sag. Foreløbig uden held.
For få dage siden afviste myndighederne i Dubai at udlevere Sanjay Shah til retsforfølgelse i Danmark. Men parallelt med udleveringssagen har de danske skattemyndigheder rejst en civil retssag i Dubai. Formålet med den civile sag har ikke været at sanktionere forretningsmanden, men at hente stjålne midler tilbage til den danske statskasse.
Dansk retssag planlagt i 2023
Britiske Sanjay Shah ønskes udleveret til Danmark, da han er anklaget for at have en hovedrolle i udbyttesagen, hvor de danske skattemyndigheder udbetalte refusion af udbytteskat, uden at ansøgere havde krav på det. Sanjay Shah er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for over ni milliarder kroner. Der er planlagt en retssag mod ham ved Retten i Glostrup i august 2023.
Retten i Dubai afviste mandag udlevering af Sanjay Shah med en begrundelse om, at der manglede dokumenter fra dansk side. Det har Ekstra Bladet og TV 2 kunnet berette efter at have set kendelsen.
Samlet har den danske statskasse mistet 12,7 milliarder kroner i forbindelse med udbyttesagen. Sanjay Shah er én af en række udenlandske forretningsmænd, som menes at stå bag.
Selv om en udlevering af Sanjay Shah foreløbig er blevet afvist, er sidste punktum ikke sat i den sag endnu. Således har anklagemyndigheden i De Forenede Arabiske Emirater mulighed for at anke afgørelsen. Hovedpersonen har været varetægtsfængslet siden begyndelsen af juni.
Hovedpersonen blev anholdt og varetægtsfængslet i begyndelsen af juni. Det er uvist, om han stadig er fængslet. Således oplyste en af hans danske advokater, Mikael Skjødt, så sent som torsdag til Ritzau, at han ikke ved, om Sanjay Shah er blevet løsladt efter afgørelsen om ikke at udlevere ham fra Dubai.
»Vi har ikke fået nogen melding om hverken det ene eller det andet. Hverken at han er blevet løsladt, eller at en dommer skal have besluttet, at han fortsat skal være fængslet«, lød det fra advokaten.
Sanjay Shah nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.
Får Danmark overhovedet pengene?
Trods dommen i Dubai tvivler Lars Koch, generalsekretær i organisationen Oxfam, der arbejder for at bekæmpe ulighed Ibis, på, at pengene faktisk finder vej hjem. Han understreger, at han ikke har retslig eller juridisk indsigt i sagen. Men han har beskæftiget sig med skattely og kapitalflugt over grænser i mange år.
»Dubai har et ønske om at fremstå mere samarbejdsvillig, men de har en forretningsmodel som land, som i høj grad handler om at tiltrække folk, der gerne vil leve i sikkerhed og hemmelighed for sanktioner og retslige tiltag fra andre lande. Selv om der er tegn på, at de vil samarbejde mere, så gætter jeg på, at de nok finder en grund til ikke at gøre noget. Det er svært at ramme rige mennesker, når der er lande, som gerne vil beskytte dem«, siger han.
Det er ifølge DR indtil videre lykkedes de danske skattemyndigheder at kradse omkring en milliard kroner ind i forlig med formodede udbyttesvindlere. Men den seneste vurdering lyder, at det kommer til at koste den danske stat 4,3 milliarder kroner i advokatregninger at føre de civile sager. Det er pengene og ressourcerne værd, for det er vigtigt at få lagt pres på skattely som Dubai, mener Lars Koch.
»Dét at hjælpe skattesvindlere er sværere i dag end for nogle år siden. Man lægger et øget pres, og når der kommer åbninger fra Dubai som den her kendelse, er det, fordi der er kommet et pres fra Danmark og andre lande. Jeg ser det som en strukturel reaktion, men jeg tvivler på, at pengene kommer i kassen i sidste ende, for der er mange muligheder for en fyr som Sanjay Shah og hans rige og dygtige advokater i et land som Dubai. Men jeg håber det«.
ritzau
fortsæt med at læse





























