Skuffende forbrugerpriser er medvirkende til negativ stemning på det danske aktiemarked, påpeger økonom.

C25 taber ti procent på en måned, og nedturen fortsætter i dag

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Kortvarig optimisme i begyndelsen er sommeren er blevet erstattet med panderynker og blodrøde tal på det danske aktiemarked.

Det ledende C25-indeks er den seneste måned faldet med mere end ti procent, og fredag tegner det atter til en skidt dag.

Torsdag faldt indekset knap to procent, og omkring klokken ti nærmer det sig et lignende fald.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, var optimismen i juni og juli drevet af et håb om, at man skulle se inflationen toppe i efteråret, og at renterne ikke længere skulle stige så meget.

»Men så kom august, og så begyndte stemningen af ændre sig«, siger han.

De amerikanske forbrugerpriser blev offentliggjort i løbet af ugen, og tallene skuffede fælt. I hvert fald hvis man alene kigger på investorernes reaktion.

Målt på ugen er det danske C25-indeks alene faldet mere end seks procent, hvis man indregner det aktuelle fald fredag.

»Selv om forbrugerprisernes udvikling i USA ikke alene berettiger, at kurserne eksploderer nedad, så ved vi, at investorer af natur enten er meget glade eller meget kede af det, og det ser vi altså i tallene lige nu«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her