I sin tale på S-årsmøde slår Mette Frederiksen igen fast, at lønspørgsmålet i velfærdsjob skal diskuteres.

Mette F: Arbejdet med mennesker er den fornemmeste uddannelse

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog igen lønspørgsmålet vedrørende offentligt ansatte op under sin tale på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg lørdag.

»Vi er nødt til at kunne diskutere alt. Også løn«, siger statsministeren til klapsalver fra salen.

Tidligere i talen lød det, at velfærdssamfundet risikerer ’at smuldre for øjnene af os’.

For der kommer flere ældre og børn samtidig med, at der mangler medarbejdere og mange offentlige ansatte går på pension i de kommende år, lyder det.

Derfor skal lønnen nu på bordet også, mener Mette Frederiksen.

»Og løn - ja, det har en betydning. Det har en betydning af, om samfundet anerkender det fornemmeste, man kan uddanne sig til. Nemlig at arbejde med mennesker«, siger hun i talen.

Hun slår dog fast, at offentligt ansatte ikke skal være lønførende, og at det ikke handler om at ’male fanden på væggen’.

»Det meste i vores velfærdssamfund fungerer godt«, siger hun.

Allerede lørdag morgen satte Mette Frederiksen til DR for første gang ord på, hvilken gruppe, hun blandt andet ser skal have højere løn.

Det skal være mere økonomisk attraktivt at læse til social- og sundhedshjælper eller -assistent, lød det.

Det skal ske ved, at studerende, der er ved at uddanne sig som såkaldte sosuer, skal have løn frem for SU i den anden del af deres grunduddannelse.

Social- og sundhedshjælper eller assistenter fyldte også i talen lørdag.

Der er ikke nok prestige i faget, lød det blandt andet.

»I er nogle af de allervigtigste for vores samfund«, siger Mette Frederiksen til nye klapsalver.

»Det er jer, der passer på os andre, når vi er syge. I er der, den dag vi skal herfra. Og i mange andre af livets allermest sårbare situationer«.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her