Organisation er glad for, at det igen bliver lovligt at avle mink. Men der er mange restriktioner, lyder det.

Regeringen tilllader igen minkavl: Forening kalder præsentation af ny avl »flabet«

Louise Cecilie Simonsen formand for Danske Mink var glad for regeringens beslutning om at tillade minkavl igen efter nytår, men knap så imponeret over måden, den blev kommunikeret på. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Louise Cecilie Simonsen formand for Danske Mink var glad for regeringens beslutning om at tillade minkavl igen efter nytår, men knap så imponeret over måden, den blev kommunikeret på. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 16.03.

Regeringen vil igen tillade minkavl, når det midlertidige forbud udløber ved nytår, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S). Beslutningen sker efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne.

Ministeren siger, at det har været »den afgørende faktor, at sundhedsmyndighederne har fundet det forsvarligt, at minkproduktion genoptages i Danmark«.

»Forbuddet mod minkavl handlede ene og alene om folkesundheden. Nu er det sundhedsmyndighedernes vurdering, at risikoen ved minkavl ikke er så stor længere. Dermed er der ikke længere noget argument for at forlænge det midlertidige forbud«, siger Rasmus Prehn.

Som en del af genåbningen af minkerhvervet indføres en række smitteforebyggende tiltag. Heriblandt testning af mink, anvendelse af værnemidler og hygiejnekursus.

»Det ville ikke være muligt for minkerhvervet at starte op igen uden de her tiltag. Hvis ikke vi har de her spilleregler, så kunne det måske blive for stor en risiko at starte op igen«, siger Rasmus Prehn.

Regeringen besluttede i november 2020, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af frygt for smitte med coronavirus. Der viste sig ikke at være lovhjemmel til at aflive alle mink, og derfor nedsatte Folketinget Minkkommissionen, som i juni i år afleverede en beretning med hård kritik af regeringen og 10 embedsmænd. Af disse er to blevet hjemsendt, og flere har fået advarsler. Daværende fødevareminister Mogens Jensen måtte forlade sin post som følge af sagen. Erstatningerne til minkavlerne kan komme til at løbe op i knap 19 milliarder kroner.

Formand: Kun få vil starte op igen

Det er Statens Serum Institut, der har vurderet, at der kun er en begrænset risiko for folkesundheden, hvis der igen bliver åbnet for minkavl i begrænset omfang fra januar næste år. Fredag eftermiddag præsenterede ministeren minkbranchen for de smitteforebyggende tiltag på et møde.

Louise Simonsen, formand for Foreningen Danske Mink, der har som mål at få genetableret minkavl i Danmark, sagde inden mødet i Fødevareministeriet, at hun er glad for, at man efter nytår igen må avle mink i Danmark.

»Men jeg synes, at det er en flabet måde at komme med meddelelsen på, inden et møde, hvor vi faktisk skal forhandle og blive enige om de myndighedsgivne restriktioner, som der har været noget tvist omkring«.

Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere, siger efter mødet, at han er tilfreds med, at forbuddet mod minkavl bortfalder. Få minkavlere vil dog starte op igen, vurderer han.

»Siden der blev lukket ned, har jeg sagt, at der vil være en eller to håndfulde, der vil starte op. Jeg tror stadig, at det bliver inden for det, fordi det bliver svært, omkostningstungt og bøvlet for avlerne«, siger Tage Pedersen med henvisning til de smitteforebyggende tiltag.

Rasmus Prehn lover at indkalde til et nyt møde i april, hvor tiltagene skal revurderes.

»Viser det sig, at vi er kommet igennem de første måneder af året uden den store risiko, så kan vi måske lempe tiltagene yderligere«, siger Rasmus Prehn efter mødet med minkerhvervet.

Minkavler har købt 600 dyr

Flere avlere, der skal med til mødet fredag har allerede købt mink. Louise Simonsen forventer, at en 10-15 avlere vil købe dyr, så snart det er muligt, når de får den erstatning, de er blevet lovet af regeringen.

»Lige så snart vi begynder at få nogle penge – som må være skridt to, som myndighederne skal have styr på – vil der klart være mange, som er glade for erhvervet og vil starte igen«, siger hun.

En af dem er minkavler Martin Korsbæk fra Nordjylland.

»Nu har vi ventet i to år på at få det her svar, at vi kan komme i gang igen, som vi blev lovet, da vi aflivede vores dyr. Så det er jo glædeligt«, siger han om regeringens udmelding.

Martin Korsbæk, der var med til mødet, har allerede indkøbt 600 mink hos finske minkavlere til at starte sin virksomhed op igen 1. januar.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har 1.227 minkavlere søgt om nedlukningserstatning. 14 minkavlere valgte at søge om en dvaleordning i stedet. En af dem er altså Martin Korsbæk.

»Jeg brænder for det her. Jeg synes, det er min rette hylde, så muligheden skal udnyttes, når vi har mulighed for det«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her