Det ser dyrt ud.
Der er ikke nogen bedre måde at beskrive det syn, Forsvaret mødte, da det filmede gasudslippene fra den beskadigede Nord Stream-rørledning.
Det er en af forsvarets redningshelikoptere, der har filmet den urolige havoverflade over gasrørene øst for Bornholm.
Nord Stream
De kunne se, hvordan et område på omtrent en kilometer i diameter over den største læk boblede og brusede. Senere viste en anden læk sig at kunne ses på et overfladestykke på cirka 200 meter i omkreds.
Forsvaret har også sendt fregatten ’Absalon’ og miljøskibet ’Gunnar Thorson’ til havområdet sydøst for Dueodde. De to fartøjer skal ifølge Forsvaret holde øje med, at skibe ikke nærmer sig området. Det er der to vægtige grunde til: Dels kan gassen give en eksplosionsfare og dels kan skibe, der forvilder sig hen over udslippet, miste opdriften.
Afvisningsberedskabet over boblebadet i Østersøen blev natten til tirsdag klaret af patruljeskibet ’Rota’.
Løjerlige lækager
Det er endnu ikke opklaret, hvad der har ført til, at der er gået hul på Nord Stream. Det har imidlertid vakt international opsigt, at den omstridte gasledning fra Rusland til Tyskland har fået ikke færre en tre større huller, der fordeles sig på 70 kilometers afstand.
Mystikken bliver ikke mindre af, at lækagerne opstår samtidig med, at en vigtig rørledning med gas fra Norge til Polen indvies med deltagelse af blandt andre den danske statsminister Mette Frederiksen (S).
Hun undrer sig over lækagerne: »Det er svært at forestille sig at det er tilfældigt. Vi kan ikke udelukke sabotage, men det er for tidligt at konkludere«, siger hun til Politiken.
Desværre fører vores østlige nabo konstant en aggressiv politik.
Polens viceudenrigsminister Marcin Przydacz har ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung en mulig misdæder i kikkerten.
Han lægger ikke skjul på, at han ser Putinregimet som gerningsmanden: »Desværre fører vores østlige nabo konstant en aggressiv politik. Hvis den er i stand til en aggressiv militærpolitik i Ukraine, er det åbenlyst, at provokationer ikke kan udelukkes, heller ikke i de sektioner, der er i Vesteuropa«.
Er der tale om en udefrakommende sabotage, så er den sket i farvand, der ligger i Danmarks økonomiske zone – det vil sige, at det er uden for territorialfarvandet, men inden for det område, hvor Danmark ifølge havretten kan gøre krav på ressourcerne.
Opdagelsen af de hullede gasledninger førte til, at Energinet er blevet pålagt at skærpe sikkerheden omkring alle energianlæg herhjemme. Samtidig er den nationale krisestab, Nost, trådt sammen for at følge udviklingen.
fortsæt med at læse


























