Efterretningstjenesterne afdækker i en ny analyse risikoen for udenlandsk indblanding i det kommende valg.

PET og FE: Russisk valgmanipulation mindre sandsynligt

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er mindre sandsynligt, at Rusland vil gennemføre en påvirkningskampagne rettet mod folketingsvalget i Danmark.

Sådan lyder det fredag i en fælles vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

PET skriver i en pressemeddelelse, at de to efterretningstjenester ikke tidligere har ’konstateret koordineret og systematisk fremmed statslig påvirkningsvirksomhed i forbindelse med valg i Danmark’.

Til gengæld er der flere eksempler på det fra udlandet. Det forventer PET og FE dog ikke vil ske i Danmark i forbindelse med det kommende valg til Folketinget, der afholdes 1. november.

»Vi forventer heller ikke, at vi ved dette folketingsvalg vil se en forberedt, koordineret påvirkningskampagne – hverken fra Rusland eller Kina«, siger Anders Henriksen til Ritzau. Han er kontraspionagechef i PET.

Det er dog muligt, at Rusland vil gennemføre en mindre påvirkningsoperation, lyder det. Især hvis der opstår en mulighed for med begrænsede midler at øge splittelsen i den danske befolkning og blandt danske beslutningstagere.

Derfor tager de to efterretningstjenester en eventuel trussel meget alvorligt.

Valgmanipulation kommer som regel til udtryk ved et forsøg på at udnytte skillelinjer i et samfund. Det kan ske med påvirkningsaktører på internettet, der forsøger at skabe personlige netværk.

Derfor opfordres borgere til at forholde sig kritisk til information. Hvis man støder ind i det, der ligner misinformation på sociale medier, kan man anmelde det som falske oplysninger.

Anders Henriksen siger dog, at PET ikke ser tegn på, at ’russiske påvirkningsnarrativer’ bliver samlet op i større grad på sociale medier i Danmark.

Angreb fra såkaldte internettrolde og med misinformationskampagner mod demokratiske processer er tidligere kommet fra netop Rusland og Kina, men også Iran. Det siger Jens Monrad, chefanalytiker i it-sikkerhedsfirmaet Mandiant.

Men der er ikke nogen oplagt politisk kandidat eller parti at føre frem med misinformation og internettrolde i Danmark, da der er ret stor konsensus om geo- og sikkerhedspolitikken, siger han.

»Vi har tidligere set de her tre aktører være yderst aktive i forsøg på at blande sig i valg på forskellige måder. Men set fra mit perspektiv er der ikke meget at vinde for de tre lande ved at blande sig i et dansk valg«.

»Der er enighed på tværs af partierne om, hvordan vi håndterer de geopolitiske udfordringer samt emner omkring Nato og deltagelse i politisk internationalt samarbejde«.

»Det betyder ikke særlig meget for eksempelvis Rusland, om S, K eller V sidder for bordenden i Statsministeriet«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her