Udgivelsen er blevet holdt omtrent lige så fortrolig som en statshemmelighed. Men i dag udgiver den suspenderende og tiltalte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, en ny bog midt i valgkampen, der især vil vække opsigt på grund af dens angreb på Statsministeriets øverste embedsmand, Barbara Bertelsen.
’Spionchefen – erindringer fra celle 18’ skildrer, hvordan de to jurister og tidligere kolleger i Justitsministeriet gennem flere år har haft et yderst anstrengt forhold, der kulminerede, da Barbara Bertelsen var med til at sende Lars Findsen og den øvrige FE-ledelse hjem efter en kritisk tilsynsrapport om et kabelsamarbejde med USA.
»Hun havde flere gange beklaget sig over mig til Thomas Ahrenkiel (Forsvarsministeriets tidligere departementschef, red.), hvis jeg havde sagt hende imod. Min tætte kollega, der tidligere havde opfordret mig til at være påpasselig, var med til mødet i Justitsministeriet den dag. Vi talte om, at kemien mellem Barbara Bertelsen og mig var dårlig«, forklarer Lars Findsen i den nye bog.
Sagen kort
Lækagesagen
Han omtaler Barbara Bertelsen som »uprofessionel« og »urimelig«, og de to topembedsmænd er tørnet sammen ved flere lejligheder i magtkampen, hvor hun som daværende departementschef i Justitsministeriet repræsenterede den interne sikkerhedstjeneste PET’s interesser, mens Lars Findsen varetog hensynet til FE – Danmarks spionvæsen i udlandet. Statsministeriet oplyser ifølge Ritzau, at Barbara Bertelsen ikke har nogen kommentarer til Lars Findsens bog.
Beslutningen om at hjemsende Lars Findsen og FE-ledelsen blev ifølge flere kilder truffet på et møde 21. august 2020 i Statsministeriet, hvor foruden Barbara Bertelsen også statsminister Mette Frederiksen (S) og daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og hendes departementschef deltog.
Efterfølgende blev tre landsdommere sat til at undersøge tilsynets hårde anklager mod FE-ledelsen, hvilket i december sidste år endte i en blank frifindelse af spionledelsen. Men Lars Findsen vidste godt, at han ville få svært ved at vende tilbage til FE på Kastellet, for som han forklarer i bogen:
»Min egen fremtid var jeg usikker på, for uanset hvad ville det blive svært at vende tilbage som FE-chef under den siddende regering med Mette Frederiksen i spidsen og Trine Bramsen som forsvarsminister. Jeg tror, det ville være et alt for stort ansigtstab«.
Findsen fik tilbud fra PET
Få dage forinden var Lars Findsen og tre andre efterretningsansatte i dybeste hemmelighed blevet anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for landsskadelig virksomhed ved at lække højt klassificerede oplysninger til medierne.
Ifølge bogen forsøgte PET kort efter anholdelsen i december 2021 at tilbyde FE-chefen en mildere behandling, hvis han tilstod og røbede navnene på journalister, der havde kilder i PET.
»Det kan muligvis også få indflydelse på, om du skal fremstilles i grundlovsforhør«, sagde PET-folkene ifølge bogen.
Hertil svarede FE-chefen ifølge sine erindringer:
»Jeg kan ikke tilstå noget, jeg ikke har gjort. Og jeg har ikke nogen viden om, hvilke kilder pressen måtte have ude hos jer i PET«.
Gennem mere end et år havde Lars Findsen været genstand for en totalovervågning foretaget af søstertjenesten PET.
Politiken forsøger at få en kommentar fra PET.
I bogen ’ Spionchefen – erindringer fra celle 18’, som Lars Findsen har skrevet i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk, går han ikke ind i selve sagen mod ham efter straffelovens paragraf 109. Bestemmelsen har ikke været brugt i over 40 år og kan sende FE-chefen op til fire år i fængsel i en sag, som han i tidligere udtalelser har kaldt for »vanvittig«.
For nylig rejste anklagemyndigheden tiltale mod Lars Findsen for i seks tilfælde at have røbet statshemmeligheder over for to journalister, sin kæreste, bror, mor og en tidligere kollega i justitsvæsenet. Retssagen ventes at begynde inden for den nærmeste fremtid, hvis den kan gennemføres.
Jul i fængsel
Forsvaret og anklagemyndigheden er uenige om, hvorvidt sagen skal foregå for åbne eller lukkede døre. Indtil videre har alt været mørklagt, og anklagemyndigheden har antydet, at sagen mod Lars Findsen bliver lagt ned af hensyn til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter, hvis den skal foregå i offentlighed.
Mens Lars Findsen ikke kommer ind på anklagerne mod ham i den nye bog, giver han til gengæld en detaljeret beskrivelse af sin anholdelse 8. december 2021 i Københavns Lufthavn, da han vendte hjem fra en udlandsrejse til Nordmakedonien. Anholdelsen blev foretaget af PET’s aktionsstyrke, der ventede fra morgenstunden.
Samtidig forklarer den tidligere PET-chef, departementschef i Forsvarsministeriet og FE-chef frem til 2020, hvordan det føles at gå fra topembedsmand med plads i regeringens sikkerhedsudvalg til indsat i Hillerød Arrest, hvor han igennem 71 dage sad varetægtsfængslet.
Lars Findsen nåede at fejre jul og nytår med børnechampagne og cigarer sammen med de øvrige indsatte, som han var i madklub med. Desuden kunne han ikke stå for fristelsen til at udsmykke fængselsvæggen med forkortelsen »CH/FE«, der dækker over chefen for det danske spionvæsen.
Hvor sagen mod Lars Findsen ender, og om domstolene en dag vil finde Lars Findsen skyldig i landsskadelig virksomhed, er umuligt at sige. Til gengæld er der næppe tvivl om, at den største efterretningsskandale i moderne historie nu bliver en del af valgkampen. Flere borgerlige partier kræver FE-sagen undersøgt af en kommission.
’Spionchefen – erindringer fra celle 18’ udkommer efter planen senere i dag.
fortsæt med at læse




























