Danmark brød ingen regler eller konventioner, da en mand i 2019 blev idømt fængsel for at have kæmpet imod Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Det afgør Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg tirsdag.
Syv dommere ved domstolen var enige, da afgørelsen blev truffet.
Dermed har Danmark fået medhold i, at det var i orden, da Tommy Mørck for tre år siden blev idømt seks måneders ubetinget fængsel, fordi han rejste ind i et område i Syrien, som var på myndighedernes sorte liste.
Tommy Mørcks sag nåede helt til Højesteret i Danmark, og her vurderede syv dommere, at Tommy Mørck kunne straffes efter en terrorparagraf for at have overtrådt reglerne.
Danskerens forsvarer argumenterede ellers for, at det var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der giver borgerne ret til bevægelses- og opholdsfrihed.
Men det er det ikke, afgør domstolen i Strasbourg.
Det er dermed i orden, at stater begrænser borgernes ret til at rejse og opholde sig bestemte steder, hvis det er nødvendigt af hensyn til formålet med loven.
Tommy Mørck foretog rejserne i 2016 og i 2017. Han tog ind i Raqqa-distriktet i Syrien og deltog i den kurdiske milits YPG’s kampe mod IS.
ritzau




























