Advokaten for Ahmed Samsam mener, at hans klient skal løslades, mens det undersøges, om han var FE-agent.

Samsams advokat: Undersøgelse bør føre til løsladelse

Politiken mødte Ahmed Samsams far, Jihad Samsam, forrige år, hvor han viste barndomsbilleder af sin søn. Foto: Miriam Dalsgaard
Politiken mødte Ahmed Samsams far, Jihad Samsam, forrige år, hvor han viste barndomsbilleder af sin søn. Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

»Det er ekstremt glædeligt og må føre til en løsladelse af Samsam«.

Sådan lyder det fra Erbil Kaya, der er advokat for Ahmed Samsam, efter at der onsdag tegner sig et politisk flertal for at undersøge Samsams sag.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at tilslutte sig Islamisk Stat, IS. I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han afsoner resten af sin straf.

Han har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014 for at tilslutte sig IS. Men han gjorde det på vegne af de danske efterretningstjenester for at spionere for Danmark, har han forklaret.

Men det har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke vedstået sig.

Derfor har Samsam stævnet de to efterretningstjenester i en civil retssag. Da sagen er principiel, er det Østre Landsret, der skal behandle den som første instans. Det sker først til august næste år.

Erbil Kaya hilser derfor en undersøgelse velkommen.

»Det kan ikke gå hurtigt nok«, siger han.

Advokaten mener også, at det politiske flertal for en undersøgelse straks skal have konsekvenser for hans klient.

»Han har siddet fem år i fængsel, og det er fem år for meget. Flertallet for en undersøgelse bør betyde, at han straks bliver løsladt. Hellere i dag end i morgen«, siger Erbil Kaya.

Undersøgelsen af Samsam-sagen kan blive en del af undersøgelsen af FE, men det er endnu uvist, om den gør.

Sammenkædningen, at den hjemsendte spionchef Lars Findsen nævner sagen i sin erindringsbog, der udkom uden varsel i valgkampen.

Politikerne kan også vælge at skille de to sager ad for at få hurtigere svar i Samsam-sagen.

Blå blok - bortset fra Nye Borgerlige - bakker op om en undersøgelse. Også Enhedslisten, SF, De Radikale og Frie Grønne bakker op, mens det endnu er uvist, hvad Socialdemokratiet mener.

Regeringspartiet er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her