Martin Lidegaard overtager posten som Radikale Venstres politiske leder efter, Sofie Carsten Nielsen onsdag trak sig. Samira Nawa bliver partiets nye gruppenæstformand.

»Vi har brugt dagen på at tale os sammen«: Martin Lidegaard er de radikales nye leder

Martin Lidegaard og Samira Nawa ved aftenens pressemøde, hvor han blev præsenteret som Radikales nye politiske leder og hun som næstformand for folketingsgruppen.  Foto: Miriam Dalsgaard
Martin Lidegaard og Samira Nawa ved aftenens pressemøde, hvor han blev præsenteret som Radikales nye politiske leder og hun som næstformand for folketingsgruppen. Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Martin Lidegaard er ny politisk leder i Radikale Venstre. Fra starten blev han testet på sin pragmatisme, da han blev spurgt til partiets ultimative krav i forhold til et udrejsecenter i Rwanda.

Torsdag blev han valgt som gruppeformand og politisk leder, efter at Sofie Carsten Nielsen var trådt tilbage på grund af et særdeles dårligt valgresultat. Lidegaard skal i fremtiden udgøre Radikale Venstres politiske ledelse sammen med Samira Nawa, som er ny næstformand for partiets folketingsgruppe.

»Vi er begge to enstemmigt valgt«, sagde Martin Lidegaard, da han og den radikale folketingsgruppe trådte frem foran pressen på Christiansborg.

Derved kan den radikale gruppe sende en ny ledelse til Marienborg til de kommende regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen, der er blevet udpeget til kongelig undersøger.

Ifølge Lidegaard havde han ingen modkandidater, hvorfor der ikke havde været kampvalg om ledelsesposten.

Til gengæld lagde han ikke skjul på, at den radikale folketingsgruppe havde brugt dagen på at tale sig til rette om den politiske linje i partiet.

»Vi har brugt dagen på at tale os sammen. På den måde har det egentlig været en stærk oplevelse. Det tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige hele vejen rundt. Fordi vi har været nogle svære år igennem«, sagde Martin Lidegaard.

I årevis har Martin Lidegaard, som blandt andet er tidligere udenrigsminister, talt for, at Radikale Venstre skal søge mest mulig indflydelse. Han har derfor talt for at skrue ned for de bombastiske meldinger, der blev hverdagskost under forhenværende leder Morten Østergaard, og som har talt partiet længere væk fra regeringskontorerne.

Også under Sofie Carsten Nielsens ledelse er partiet gået til valg på, at det var et ultimativt krav, at en socialdemokratisk ledet regering skulle droppe sine planer om at oprette et dansk udrejsecenter i det afrikanske land Rwanda. Adspurgt om det krav stadig stod, svarede Lidegaard:

»Vi kan ikke se os selv i den model, der er blevet lagt frem fra regeringen«.

Da han igen blev spurgt, om det er fuldstændig udelukket, at de radikale kan pege på en regering, der arbejder mod et udrejsecenter i Rwanda, nikkede han, og kort efter brød hans nyvalgte næstformand ind.

»Ja, det er fuldstændig udelukket«.

Dermed har de radikale i morgen et klart krav med til Mette Frederiksen, når de mødes til regeringsforhandlinger i morgen.

Martin Lidegaard stillede op mod Sofie Carsten Nielsen, da partiet i 2020 senest skulle vælge en ny politisk leder. Dengang tabte han med stemmerne 12 imod og 4 for. Lidegaard var efterfølgende ude og forklare, at det dengang var en del af diskussionen om udpegelsen af en ny leder, at der var en »risiko for, at der kunne komme sager op«, der mindede om den #Metoo-sag, som gjorde, at Morten Østergaard måtte trække sig i 2020.

En af dem, der dengang støttede Sofie Carsten Nielsen, var Zenia Stampe. I dag fortæller hun, at hun står »100 procent bag Martin Lidegaard«.

»Jeg ved også, at han repræsenterer mig 100 procent. Det stoler jeg på«, siger Zenia Stampe.

Hun siger, at den radikale folketingsgruppe har haft en »ærlig drøftelse« om, hvilke krav partiet skal stille til de kommende regeringsforhandlinger.

»Jeg kom ikke med et bud på en leder i morges, men jeg kom med en meget ærlig dagsorden om, hvilken forventning jeg har til de forhandlinger, vi går ind i«, siger hun.

Sofie Carsten Nielsen trak sig onsdag fra posten som politisk leder for Radikale Venstre med den begrundelse, at hun havde fået et så dårligt personligt valg, at hun ikke længere følte, at hendes mandat fra vælgerne var stærkt nok. Hun fik 2.467 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds.

Martin Lidegaard fik med sine 7.167 personlige stemmer flest stemmer af alle radikale kandidater ved valget, og Samira Nawa fik 6.302.

Mads Hørkilde

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her