Politiet leder efter en teenager i sag om drabet på gravid, 37-årig kvinde i Holbæk.
Det oplyser vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Kim Løvkvist ved en pressebriefing klokken 09.45.
Gerningsmanden beskrives som 18-19 år, spinkel af bygning, ikke særlig høj og med anden etnisk baggrund end dansk. Han var iført en sort hue og havde en kniv med sig, siger Kim Løvkvist.
Politiet har endnu ikke et bud på motivet og efterforsker bredt i en stor efterforskning med mange kræfter sat ind.
Selv om der mangler et motiv og efterforskerne ikke har nogen konkret gerningsmand i sigte, siger vicepolitiinspektør, at politiet ikke står helt på bar bund, og at efterforskningen »er kommet godt i gang«.
Kollega forsøgte at hjælpe
Ofret var ansat på et plejecenter for ældre. Hun har afghansk baggrund og havde netop fået fri fra arbejde og sat sig ind i sin bil, da hun i aftes blev overfaldet og stukket flere gange.
En kvindelig kollega forsøgte forgæves at forhindre gerningsmanden i sit forehavende. Efterfølgende løb hun ind på plejecentret for at tilkalde hjælp. Politiet var fremme efter fem minutter, hvor der blev givet livreddende førstehjælp, inden ofret blev kørt på sygehuset i Holbæk.
Her stod det dog hurtigt klart, at hendes liv ikke stod til at redde og hun døde kort efter ankomsten til sygehuset. Til gengæld lykkedes det lægerne at redde det ufødte barn, som nu er indlagt.
Politiet ønskede på et pressemødet ikke at oplyse, hvor langt kvinden var henne i sin graviditet eller komme nærmere ind på barnets tilstand.
»Den hurtige ankomst og førstehjælp gør, at kvindens ufødte barn lader til at overleve det dramatiske overfald«, siger Kim Løvkvist.
Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), siger at hun er »dybt rystet« over drabet på den 37-årige kvinde. I en pressemeddelelse siger hun samtidig, at intet tyder på, at drabet har relation til plejecentret eller medarbejderne.
Ritzau/Politiken
fortsæt med at læse




























