Det er ikke kun livets veje, der er uransagelige. Også søvejene kan føre mennesker til steder i verden, som de aldrig havde drømt om. Spørg blot den 40-årige nigerianer, der i disse dage sidder tiltalt i Københavns Byret for at have bragt danske soldaters liv i fare i en højst usædvanlig sag.
For præcis et år siden var en helikopterbesætning fra fregatten ’Esbern Snare’ involveret i en konfrontation i Guineabugten ud for Vestafrikas kyst, hvor deres opgave var at beskytte handelsskibe mod pirater. Helikopteren åbnede ild mod en hurtiggående båd med ni nigerianere om bord. Kort efter var fem af dem dræbt og fire taget til fange.


























