Venstre vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten, hvilket glæder den radikale leder.

Lidegaard er optimist efter at have hørt herlige ord fra Ellemann

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De Radikales leder, Martin Lidegaard, er glad for de meldinger, som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kom med på Venstres landsmøde i weekenden.

Her sagde Ellemann-Jensen, at Venstre vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten med Socialdemokratiet.

»Det er herligt. Jeg synes, at det var en utrolig stærk og flot tale, som Jakob Ellemann-Jensen holdt i lørdags, og jeg glæder mig til at komme ned og drøfte helt konkret politik med ham, Socialdemokratiet og alle de andre«, siger Lidegaard i forbindelse med mandagens regeringsforhandlinger, hvor emnet er klima, miljø, natur og grøn omstilling.

Ellemanns tale og Venstres position i de igangværende forhandlinger om en ny regering fylder dog en del.

De Radikale, Moderaterne og Socialdemokratiet er alle gået til valg om en regering hen over midten, og i lang tid var Venstre helt afvisende over den tanke. Men nu bløder Venstre altså op.

»Jeg synes, at det tegner lovende, selv om jeg godt ved, at det svære bliver, når vi kommer ned i detaljerne. Ikke mindst på det grønne område«, siger Martin Lidegaard.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her