En 35-årig mand er mistænkt for hvidvask og skattesvindel for op mod 200 millioner kroner, og nu er han blevet sat bag tremmer.
Tirsdag eftermiddag blev han stillet for en dommer ved Retten i Aalborg. Her blev det afgjort, at han foreløbigt skal være varetægtsfængslet til 20. december. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Den 35-årige mand, som har boet i Nordjylland, blev anholdt mandag.
Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om hvidvask, skatte- og momsunddragelse.
»Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelse i denne sag om omfattende økonomisk kriminalitet«, siger politikommissær Jan Brun Sørensen, der leder efterforskningen af sagen, i pressemeddelelsen.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen vil Jan Brun Sørensen på nuværende tidspunkt ikke bidrage med flere oplysninger.
Den 35-årige mand er sigtet for skatte- om momsunddragelse efter straffelovens paragraf 289, stk. 1. Den har en strafferamme på fængsel indtil otte år.
Derudover er han sigtet for hvidvask efter paragraf 290 a, stk. 2. Det er straffelovens strenge hvidvaskbestemmelse.
Her er strafferammen hævet til fængsel indtil otte år i modsætning til den almindelige bestemmelse, hvor strafferammen er halvandet års fængsel.
Begrebet hvidvask dækker over forskellige handlinger, som har det til fælles, at de skal få penge, der stammer fra kriminalitet, til at fremstå, som om de var ’rene’.
Nordjyllands Politi har ikke oplyst, hvordan den 35-årige stiller sig til sigtelserne.
ritzau




























