Artiklen er opdateret 20:13
Der skete torsdag eftermiddag et kemikalieudslip ved Landbohøjskolen på Frederiksberg.
Vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen fortalte omkring klokken 17 til Ritzau, at udslippet ikke var farligt, og at ingen var kommet til skade.
Omkring 19.30 skriver Københavns Politi på Twitter, at ’kemien nu er inddæmmet’. Vurderingen er fortsat, at udslippet ikke er farligt.
»Har man opholdt sig på Thorvaldsensvej 40A eller ud for og føler gene i luftveje, hoste, åndenød, irritation i mund og svælg inden for det næste halve døgn, skal man kontakte 1813«, skriver politiet.
Dyre Sønnicksen forklarede tidligere, at der torsdag havde været et firma i området ved Landbohøjskolen. Firmaet skulle hente noget kemi, der skulle destrueres.
Ifølge vagtchefen opbevarede firmaet de pågældende kemikalier på en trailer.
»Der er noget af det, som er begyndt at udvikle røg«, sagde han.
Hvorfor kemikalierne begyndte at udvikle røg, vidste vagtchefen ikke klokken 17 torsdag eftermiddag. Vurderingen var dog, at kemikalierne på en eller anden måde var blevet blandet, lød det.
»Det har dels en meget grim lugt, dels en lugt af nyfældet træ. Det er den bedste måde, de kunne beskrive det over for mig på«, sagde Dyre Sønnicksen.
Kemisk beredskab blev tilkaldt til Landbohøjskolen. Det er eksperter på området, som kommer fra Beredskabsstyrelsen.
Grunden til, at man dog ikke vurderede, at udslippet var farligt fra start, var ifølge vagtchefen, at røgen meget hurtigt blev fortyndet på grund af vinden.
På grund af udslippet har Københavns Politi afspærret Thorvaldsensvej på Frederiksberg på strækningen fra Bülowsvej til Grønnegårdsvej.
Hvorvidt afspærringerne er ophøret, fremgår ikke af politiets opslag på Twitter torsdag aften.
ritzau




























