Alkoholfrie øl har de seneste år været inde i en rivende udvikling – både hvad angår popularitet, udbud og kvalitet. Således er salget af alkoholfrie øl mere end tredoblet på ti år, ligesom antallet af danskproducerede varianter på markedet er gået fra to for ti år siden til knap hundrede i dag. Det oplyser Bryggeriforeningen i en mail.
Det er også en udvikling, som kan smages, mener Politikens to testdommere, som er erfarne øleksperter. De oplever begge, at kvaliteten af øl uden alkohol er skudt gevaldigt i vejret, samtidig med at holdningen til at drikke dem har ændret sig.



























