Under coronanedlukningerne blev det særdeles populært at bestille sine dagligvarer på nettet, men det nyeste regnskab fra onlinesupermarkedet Nemlig.com viser en kraftig tilbagegang.
Mens samfundet er vendt tilbage til normalen, er den ekstraordinære vækst også normaliseret, skriver Nemlig.com i en pressemeddelelse:
»Regnskabet er dertil negativt påvirket af den historisk hurtige stigning i inflationen, som på kort tid har udhulet forbrugernes købekraft markant og sendt forbrugertilliden ned til det laveste niveau i 40 år«
Underskuddet i Nemlig.com’s seneste regnskabsår lyder på 156 millioner kroner. Derudover faldt omsætningen i virksomheden med 690 millioner kroner.
»En tilbagegang i omsætningen er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og vi vil arbejde hårdt for at gøre os endnu mere attraktive over for vores kunder«, skriver Stefan Plenge, der er administrerende direktør hos onlinesupermarkedet, i en pressemeddelelse.
Nemlig.com og dets moderselskab, Intervare, har i år fået tilført flere penge af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der ejer størstedelen af virksomhederne. I august købte Holch Povlsen Nemlig.com’s nye lager i Aarhus. Og i efteråret købte Holch Povlsen yderligere procenter af Nemlig.com fra virksomhedens administrerende direktør, Stefan Plenge.
Ved handlen afgav Stefan Plenge omkring halvanden procent af virksomheden til Holch Povlsen, der nu ejer 69 procent af virksomheden.
Ifølge Børsen har Nemlig.com tabt i alt 549 millioner kroner siden etableringen i 2010.
Kritik af arbejdsforhold
Politiken afdækkede i 2021, at en lang række chauffører hos Nemlig.com havde en hverdag, der bød på 15-timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden fridage, store bøder og ruter, der var næsten umulige at nå til tiden. Efterfølgende fortalte lagermedarbejdere hos Nemlig.com, at konstant overvågning fik dem til at droppe toiletpauser, og at de arbejdede under farlige arbejdsforhold.
Afsløringerne fik i begyndelsen af året Københavns Kommune til at droppe deres samarbejde med Nemlig.com’s moderselskab, Intervare. Kontrakten havde en årlig værdi på omkring 5 millioner kroner.
ritzau/JOPR



























