Retten i Dubai siger ja til at sende hovedmistænkt i sagen om svindel med udbytteskat til Danmark, så han kan stilles for retten her

Domstol vil udlevere Sanjay Shah til Danmark

Foto: Christopher Pike/Ritzau Scanpix
Foto: Christopher Pike/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

(Opdateret kl. 11:40 med kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen; 11:55 med kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard; 12:55 med kommentar fra Sanjay Shahs advokat i Dubai, Ali Ismael Al Zarooni)

Sanjay Shah, hovedmistænkt i milliardsvindlen med udbytteskat, som kostede den danske statskasse mindst 12,7 milliarder kroner, er et skridt tættere på at blive udleveret til Danmark, efter at retten i Dubai torsdag morgen sagde ja til at udlevere Shah til Danmark.

Sanjay Shah bliver dog ikke sat på et fly med det samme: Afgørelsen bliver anket, oplyser Shahs advokat i Dubai, Ali Ismael Al Zarooni. Shah selv sidder fortsat fængslet.

I en udtalelse til Politiken erklærer Al Zarooni sig »skuffet« over afgørelsen.

»Som vi foreløbig læser afgørelsen, mener vi, at den bygger på en forkert fortolkning af loven. I vores appel til Court of Cassation, den højeste domstol i De Forenede Arabiske Emirater, vil vi forklare hvorfor,« skriver Al Zarooni, som forventer en endelig afgørelse på udleveringssagen i løbet af to måneder.

Mikael Skjødt, den ene af Sanjay Shahs to danske advokater, ønsker ikke at kommentere afgørelsen, før han har haft lejlighed til at læse den i sin helhed.

Ender det med udlevering, er Retten i Glostrup klar til at begynde straffesagen mod Sanjay Shah og hans medtiltalte, Anthony Mark Patterson, i august 2023. De nægter sig begge skyldige i anklagen om groft bedrageri med krav om 12 års fængsel.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger i en skriftlig kommentar til afgørelsen:

»Det er en stor sejr for Danmark, at Sanjay Shah nu er blevet dømt til udlevering. Det har krævet en ihærdig indsats fra det danske diplomati at nå hertil og et konstruktivt samarbejde med de emiratiske myndigheder. Nu må vi afvente, om sagen ankes. Forhåbentligt er vi i dag kommet et stort skridt nærmere at stille Sanjay Shah til ansvar i udbyttesagen.«

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder afgørelsen i Dubai »en rigtig god nyhed«.

»Det skal ikke kunne betale sig for formodede gerningsmænd at forsøge at skjule sig i andre lande for at undgå at blive retsforfulgt og stillet for en dansk domstol. Det her en vigtig sag for Danmark. Det er vores fælleskasse og vores velfærdssamfund, der er blevet undergravet her. Med afgørelsen er vi nu kommet et vigtigt skridt nærmere mod, at en af de formodede gerningsmænd i udbytteskattesagen kan komme til Danmark og blive stillet for en dansk domstol.«

»Det drejer sig om Shah«

Danmarks bestræbelser på at få Sanjay Shah stillet for retten begyndte bag kulisserne for mere end halvandet år siden. Ambassaden i Abu Dhabi forhandlede, Rigsadvokaten sendte udleveringsbegæring i juni 2021, og i marts i år lagde daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) ikke skjul på sin begejstring over, at en udleveringsaftale mellem Emiraterne og Danmark var på plads.

Han gjorde heller ikke en hemmelighed af det første formål med aftalen:

»Dette her drejer sig først og fremmest om, at vi skal have udleveret den formodede gerningsmand i udbyttesagen«, sagde Nick Hækkerup, med klar adresse til Sanjay Shah.

Derfra gik det relativt hurtigt. Politiet i Dubai overvågede Sanjay Shahs færden og hans bolig på den fashionable kunstige halvø Palm Jumeira, og tirsdag den 31. maj ringede de på døren og Sanjay Shah blev anholdt. Alt foregik uden dramatik.

Sanjay Shah blev kørt til politihovedkvarteret, og han forsøgte at blive løsladt mod kaution. Det blev afslået, og den 52-årige milliardær blev kørt videre til Al Awir-fængslet lidt uden for Dubai, hvor han har været indespærret siden.

Bemærkelsesværdig dom giver Danmark ret til at lede efter værdier for 9,4 milliarder kroner i Dubai

Ifølge Sanjay Shahs danske advokater deler Shah celle med fem arabisk talende indsatte, blandt dem drabsmænd og narkomaner, som kan blive voldelige, når de har abstinenser. Advokaterne Kåre Pihlmann og Mikael Skjødt mener, at opholdet i fængslet krænker Sanjay Shahs menneskerettigheder »på grund af den nu skabte risiko for tortur, overgreb, manglende adgang til lægehjælp og manglende adgang til de beskikkede forsvarere«.

Advokaterne ville derfor have Retten i Glostrup til at ophæve fængslingskendelsen mod Sanjay Shah, som er årsagen til, at han er fængslet i Dubai, men det blev pure afvist af dommeren 6. december:

Shah har foreløbig været varetægtsfængslet i syv måneder, og det er ikke ude af proportioner med den straf, han risikerer i Danmark, hvis han bliver dømt.

Forholdene i fængslet i Dubai er ikke Danmarks problem, sagde dommeren i afgørelsen: Sanjay Shah er britisk statsborger, han har selv valgt at bosætte sig i Dubai, og hans engelske advokat er i forbindelse med det britiske konsulat om forholdene i fængslet.

Fodfejlen

Lyttede man i dagene efter anholdelsen i slutningen af maj til chefer hos politi og anklagemyndighed i Dubai, lød det, som om resten var formaliteter: Sanjay Shah var nu på vej til at blive sat på et fly til Danmark.

Så let gik det ikke. Da Danmark begæring om udlevering af Shah kom for retten 12. september, blev den afvist. Dommerens begrundelse skabte forvirring: Danmark havde ikke sørget for at sende de nødvendige papirer til Dubai. Dommeren henviste ikke til udleveringsaftalen med Danmark, men til Emiraternes generelle udleveringslov, som kræver en ’officiel kopi’ af efterforskningsrapporten.

Rigsadvokaten havde over flere omgange sendt i alt cirka 70 sider om sagen mod Sanjay Shah til Dubai – meget langt fra den samlede rapport over en efterforskning, som har stået på i syv år.

I forsøget på at undgå en gentagelse i Court of Cassation, er der siden afslaget sendt flere end 600 siders efterforskningsmateriale til Dubai, oplyser Rigsadvokaten. Med det nye materiale blev sagen sendt tilbage til den første domstol, hvor sagen begyndte forfra med nye dommere. Det er dem, som torsdag nåede frem til at sige ja til udlevering af Sanjay Shah.

Afgørelsen er næppe endelig. Det ventes, at Shahs advokat i Dubai vil indbringe den for appeldomstolen.

Uanset udfaldet er det ikke nødvendigvis den endelige slutning: Sagen om udlevering af Sanjay Shah er hidtil blevet behandlet efter Dubais generelle lov om udlevering, og ikke efter den udleveringsaftale, som Danmark og Dubai fik på plads i marts i år. Årsag: Aftalen blev først ratificeret af Dubai i november. Derfor vil anklagemyndigheden i Dubai, i tilfælde af rettens endelige afslag på at udlevere Sanjay Shah, have mulighed for at rejse sagen endnu en gang, men nu med henvisning til udleveringsaftalen mellem de to lande.

I en skriftlig kommentar til torsdagens afgørelse siger rigsadvokat Jan Reckendorff:

»Vi har fået bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at retten i Dubai har besluttet, at Sanjay Shah skal udleveres til Danmark. Rigsadvokaten er naturligvis tilfreds med, at Forenede Arabiske Emirater i første instans har imødekommet Danmarks anmodning om udlevering. Afgørelsen kan, som vi har fået det oplyst, appelleres indenfor 30 dage. Hvis det sker, vil Rigsadvokaten stille sig fuldt til rådighed for at understøtte myndighederne i Forenede Arabiske Emiraters behandling af appelsagen«.

Hovedmanden og ’håndlangeren’

Straffesagen mod Sanjay Shah begynder efter planen ved Retten i Glostrup 14. august 2023. Der er afsat 60 retsdage, så sagen forventes afsluttet i april 2024.

Shah er sammen med den britiske statsborger Anthony Mark Patterson tiltalt for groft bedrageri for mere end 9 milliarder kroner ved at få Skat til at udbetale refusion af udbytteskat, som de ikke havde krav på.

Ifølge anklageskriftet stak Sanjay Shah selv mindst 7,2 milliarder kroner af pengene i sine egne lommer, mens Patterson, som i anklageskriftet kaldes Shahs ’håndlanger’, fik mindst 135 millioner kroner ud af sin medvirken. De er desuden tiltalt for forsøg på bedrageri for mere end en halv milliard kroner, fordi der lå 160 ubehandlede ansøgninger om refusion fra dem, da Skat lukkede for udbetalingerne 6. august 2015, efter at der var opstået mistanke om storstilet, organiseret svindel.

Sanjay Shahs partner udleveres til Danmark

Anthony Mark Patterson er, som Sanjay Shah, britisk statsborger, men bor en i kæmpe villa i et velhaverkvarter i Rickmansworth nordvest for London. 20. september besluttede en domstol i London at udlevere Patterson til Danmark, men afgørelsen er anket. Hvornår sagen kommer for appeldomstolen, er endnu uvist.

Kæmpesag aflyst

Sagen om Sanjay Shahs udlevering til en retssag i Danmark kan få stor betydning for den anden store straffesag i komplekset om svindel med udbytteskat, hvor tre amerikanere og tre britiske statsborgere er tiltalt for groft bedrageri for 1,1 milliarder kroner. De tre briter, Rajen Shah, Anupe Dhorajiwala og Graham Horn, de bor også i Dubai, og de har ikke tænkt sig at komme til Danmark, med mindre de bliver tvunget til det af lokale domstole.

Nederlag i forsøget på udleveret formodet milliard­svindler får nu alvorlige konsekvenser

Udsigten til det var med forløbet af Shahs sag så usikker, at Retten i Glostrup i oktober besluttede at stryge hele sagen af kalenderen, hvor den var berammet til at begynde 20. februar næste år 2023. Der er endnu ikke aftalt en ny dato for sagen.

John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her