Københavns Byret har afgjort sag mod mand, der påstod, at der var indgået aftale om en voldtægtsleg.

Forretningsmand dømt for at voldtage kvinde på hotel

Lyt til artiklen

En forretningsmand er tirsdag blevet dømt for en grov voldtægt af en kvinde på et hotel i København.

Straffen er af Københavns Byret fastsat til fængsel i tre år og seks måneder til den 38-årige mand.

Det indgår som en skærpende omstændighed, at han tidligere er blevet dømt for voldtægt, skriver Ekstra Bladet.

Den dømte har forklaret, at han og kvinden på forhånd var enige om at at dyrke hård sex i en såkaldt voldtægtsleg, og han nægtede sig skyldig.

Men der var altså tale om en forbrydelse, da han overfaldt den 34-årige kvinde på Hotel Stay i maj sidste år, slår retten fast.

Offeret er blevet tilkendt en godtgørelse for tort på 100.000 kroner, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på Twitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her