Folkekirkens biskopper kritiserer i en fælles udtalelse, som de har sendt til Kirkeministeriet, at regeringen vil afskaffe en helligdag.
»Vi henstiller til, at indre kirkelige anliggender, hvorunder bestemmelsen om helligdage hører, ikke gøres til genstand for afstemninger i Folketinget«, lyder det.
SVM-regeringen har foreslået at afskaffe en helligdag – givetvis store bededag. Men det har mødt voldsom kritik fra flere sider. Ud over kirken er fagbevægelsen blandt andet kritisk.
Kirkens ti biskopper henviser til, at der kun er lavet ganske få ændringer i folkekirkens helligdage siden 1770.
Derfor er det ifølge biskopperne et markant indgreb i folkekirkens tradition, hvis store bededag ikke længere er en helligdag.
Biskopperne mener, at store bededag er et indre anliggende i kirken. Den er nævnt som en helligdag i den seneste udgave af Den Danske Alterbog.
Den Danske Alterbog indeholder bibelske tekster til gudstjenester og kirkelige handlinger.
»Vi håber naturligvis, at bestemmelsen om folkekirken i Grundloven fortsat vil foranledige, at staten respekterer, at folkekirkens helligdage forbindes med fridage«, lyder det i udtalelsen.
ritzau
fortsæt med at læse



























